[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af K. K. Madsen
Regimentsmajoren

29. august drog regimentschefen, dele af garnisonsstøtteelementet og estandarten med vagt fra 1 PNINFKMP/ II JDR rundt i landet at markere 70 året for hændelserne i 1943. Der blev lagt blomster på de faldnes grave. KN C.L. Wesenberg (Nyborg), Kornet K.B. Madsen (Grindsted) og MG I. Jacobsen (Løvel) blev mindet. Alle fra daværende 3 Regiment (Prinsens Livregiment). Herudover blev der lagt kranse på stedet, hvor de tragiske begivenheder fandt sted, det gamle vandrehjem i Nyborg og Hotel Nyborg Strand. I Grindsted var der arrangeret en mindehøjtidelighed i kirken og i Nyborg deltog en faneborg med syv lokale soldaterforeningsfaner.



Ceremonien ved Nyborg Strand med deltagelse af soldaterforeningerne. Se billedgallleri nederst på siden.
 

Den korte historie bag hændelserne er at samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt ophørte i august 1943, idet regeringen afslog et tysk ultimatum. For at eliminere en potentiel trussel valgte besættelsesmagten den 29. august at gennemføre operation Safari som bl.a. skulle afvæbne den danske hær.

Forud for dette (oktober 1942) var alle jyske regimenter sent i kantonnement, borte fra deres kaserner.3. REG (PLR) således til Nyborg og JDR til Svendborg.

De fleste steder skete afvæbningen stille og roligt, men bl.a. i Nyborg kom det til åben kamp. Under disse kamphandlinger faldt Kaptajn C.L. Wesenberg, Kornet K.B. Madsen og Menig I. Jacobsen.

I sine taler understregede Oberst K. Mosgaard bl.a. at det til alle tider er vigtigt, at huske, de mange, der gennem tiden har ofret alt for at bevare fred og frihed og han refererede bl.a. fra et vers i ” Danmark frit”, Mads Nielsens sang fra 1945, som lyder ”Vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn”