[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af Per B. Jørgensen, kaptajn, presseofficer 1. Brigade.
Soldaterne sidder i græsset på Thisted lufthavn, som under øvelsen er omdøbt til FOB Valhalla. De er i gang med de sidste forberedelser inden indsættelse med helikopter mod angrebsmål i og omkring Hanstholm. Området syder af aktivitet. Soldater strømmer ud og ind af helikopteren for at øve procedurer omkring opsidning og afsidning. Andre øver de formationer og standarder, de skal bruge i den kritiske fase umiddelbart efter landsætningen. 


Alle enheder bliver grundigt introduceret til helikopteren.
Foto: Kim Sylvestersen.

- Vi gennemfører denne aktivitet for at øve samvirket med helikopterne. Det er en forholdsvis ny kapacitet, der gør det muligt for hærenheder at blive indsat fra luften, forklarer kompagnichefen og fortsætter: - Det kræver et særligt mind-set. Nogle gange er forberedelsestiden lang, andre gange kun en time. Øvelsen giver et godt indblik i de overvejelser, soldater og enheder skal gøre sig.
Udrustningen bliver kontrolleret. Er tasker og remme nu ordentligt fastspændt? Pladsen i helikopteren er trang, og det gælder om ikke at sidde fast eller blive viklet ind i noget. Der bliver spist af feltrationen, for man ved jo aldrig, hvornår der bliver tid til det igen.

Læs mere på Hærstabens hjemmeside:
http://forsvaret.dk/HST/Nyt%20og%20Presse/%C3%98vrige%20nyheder/Pages/Theliftgoesupwherewebelong.aspx