[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af pressebefalingsmand
oversergent Tina G. Anker

Arbejdsmiljøbegrebet er inden for de seneste år blevet udvidet. I Forsvaret er der også kommet skærpet opmærksomhed på arbejdsmiljø. Det har betydet at arbejdstilsynet i 2014 kom på besøg på Dragonkasernen. De havde specielt opmærksomheden på garagerne, hvor der bliver arbejdet med vedligeholdelsestjeneste af køretøjer. Arbejdstilsynets besøg medførte fem påbud - der krævede større renovering. Kravene til garagerne omhandlede primært forbedringer af udsugning og varme.

Bygning 48 og 49 er nu også færdig renoveret. Bygningerne er blevet løftet en meter i højden - og sikret optimal udluftning og varme. Den ene bygning (48) bliver kombineret værksted og garage for Infanterikampkøretøjer (IKK) og pansret mandskabsvogne (PMV), den anden bygning (49) bliver primært garage for IKK og PMV. 4. kompagni fra panserinfanteribataljonen har taget garagerne i brug. De sidste garager der skal under renovering, er planlagt til at stå færdige ved udgangen af 2016. Inden alle påbud er efterlevet, vil der i resterende garageområder blive indført midlertidig tiltag - som eksempelvis opstillede varmekanoner og telte.


De første infanterikampkøretøjer er på plads i den ny renoverede bygning.


Infanterikampkøretøjer er på plads i bygning 48.


Udsugningsanlægget på den ny renoverede bygning.

Foto af Tina G. Anker