[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af kaptajn Rasmus, presse- og informationsofficer
DANCON/RS hold 5, Kabul, Afghanistan.
 

2 deling fra Ruder 4 kompagniet ved Jydske Dragonregiment, er med sine pansrede køretøjer med til at gøre de danske rådgiveres arbejde i Kabul mere sikkert. Delingens opgave består i at planlægge og gennemføre såkaldte ’moves’ med de danske officerer, der gør tjeneste ved Army Institutional Advisory Team (AIAT) i Kabul. AIAT rådgiverne skal, som en del af deres arbejde, ud til forskellige afghanske institutioner i Kabul. Dette lader sig kun gøre ved hjælp af den danske mobile force protection team (MFPT) deling.

Simon, er delingsfører for MFPT delingen. Han sørger for at koordinere og planlægge alle ’moves’, samtidig med at han sørger for delingens uddannelse. Han overlader intet til tilfældighederne, og alle behandles ens.

Når Simon modtager en forespørgsel om et ’move’, koordinerer han alle detaljer på plads. Når, hvad, hvor og hvorledes. Han bestiller droner til at følge delingen på turen, og sørger for at rekognoscere ved hjælp af kort, luftfotos og evt. skitser af området.

Når alle ting er på plads, laver Simon en fordeling af personel og køretøjer og udgiver sine ordre til gruppeføreren eller den fungerende patruljefører for ’movet’.

Ud fra Simons ordre udarbejder patruljeføreren en befaling, som udgives til de involverede grupper dagen før ’movet’.

På selve dagen laves klar-til-kamp for alle inkl. de rådgivere, der skal transporteres. Efter klar-til-kamp foretages en grundig kontrol, af at alle detaljer er på plads. Alle behandles ens, og kontrollen gennemføres på samme vilkår for alle, uanset om man er general eller oberst.

Delingen operere meget selvstændigt og er direkte underlagt Kabul Security Force (KSF). Simon referere derfor ikke til nogle danske enheder, men direkte til den britiske oberst, der er chef for KSF. KSF er en enhed bestående af soldater fra mange nationaliteter. Afledt heraf støtter delingen ligeledes tyrkiske, tyske, finske, kroatiske, rumænske, engelske, amerikanske og til tider litauiske rådgivere, når de skal transporteres rundt i Kabul. Delingen håndterer mellem 25 og 30 ’move’-anmodninger om ugen, hvoraf at de typisk støtter de 20.

Forud for udstationeringen, har delingen gennemført fire mdr. missionsorienteret uddannelse, godt hjulpet på vej af uddannelsesstøtteelementet ved Jydske Dragonregiment. I missionen stiller Simon også krav til de rådgivere, der jævnligt kører med MFPT delingen. De får rutinemæssigt uddannelse på køretøjerne, således at de både kan betjene det lette maskingevær, give en kammerat ilt, åbne lugerne og anvende den medbragte båre til tilskadekomne.


MFPT delingen


Indøvelse af operation ved sandbord