[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse og informationsofficer
kaptajn B.S. Villsen

Påbud på garagerne

For fire år siden kom arbejdstilsynet på besøg på Dragonkasernen. De kiggede især på de områder, hvor enhederne udfører vedligeholdelsestjeneste og herunder garagerne. Det medførte 15 påbud. De 10 af påbuddene blev løst relativt hurtigt, da det var mindre forhold som kunne løses umiddelbart. Fem af påbuddene krævede en større renovering, bl.a. en ombygning af bygning 135 fra depot til garage- og vedligeholdelsesfacilitet. Kravene omhandlede blandt andet bedre udsugning og varme i garager, der anvendes til vedligeholdelsestjeneste. Planen var dengang at garagerne skulle være klar i 2016.

Tidsplanen holdte ikke - afhængig af bevillinger

Det viste sig at tidsplanen ikke kunne holde. De penge der skulle til for at få renoveret bygning 135, og dermed få flere køretøjer under tag var ikke afsat. Forsvaret er afhængig af at pengene bevilliges fra folketinget. Før kan der ikke bygges eller renoveres. Folketingets finansudvalg afsatte flere penge til garageprojektet i november 2016, og dermed kunne renoveringen genoptages, hvilket skete i januar i år. Hvis alt går efter tidsplanen er bygning 135 færdig i løbet af 2017, og dermed er en væsentlig del af påbuddene på garageområdet løst. Indtil da roterer enhederne mellem de godkendte garager, når de udfører vedligeholdelsestjeneste.

Løbende renoveringer

Dragonkasernen er fra 1953. Så man kan roligt sige at bygningsmassen er af ældre dato. Det kræver derfor løbende renoveringer, at have optimale vilkår for personel og materiel. Hvad der var tilladt at bygge i 1953, er ikke tilladt i dag. Når kasernens bygninger skal renoveres, skal det på en vedligeholdelsesplan, og her hænger prioriteringer og økonomi sammen. Flere projekter såsom udskiftning af vinduer, tankanlæg mv. har derfor det seneste år også set dagens lys på Dragonkasernen.

Fakta boks:

Læs og se tidligere indslag om arbejdsmiljøet på Dragonkasernen.
 

Links:

Indslag fra TV M/V - Penge bevilliget til renovering af bygning 135

To garagebygninger renoveret 

En større renovering af garagerne er i gang