[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse og informationsofficer
kaptajn B.S. Villsen

Uddannelsesbataljonen nu med fire underafdelinger

I dag blev det ved en parade markeret, at et kompagni fra panserbataljonen (I/JDR) tilgår uddannelsesbataljonen (V/JDR). Det er 3. mekaniseret infanterikompagni der flyttes. Med flytningen bliver kompagniet nedlagt, men genopstår som 3. eskadron under uddannelsesbataljonen. Eskadronen overtager det tidligere kvartermærke fra 3. opklaringseskadron, og således er bulldoggen vakt til live igen efter at have været nedlagt i næsten 6 år. Grunden til det organisatoriske skift er at Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse flyttes tilbage til uddannelsesbataljonen (V/JDR). V/JDR bliver altså større, mens I/JDR bliver mindre. I oktober måned sidste år overtog V/JDR et kompagni fra II/JDR, og derfor har V/JDR fra i dag hele fire underafdelinger igen, hvilket bataljonen ikke har haft siden 2012.

Bulldoggen har skabt respekt

Bulldoggen er en enhed som stammer helt tilbage fra 1974, hvor den var opklaringseskadron (3. opklaringseskadron). Ved et forsvarsforlig i 1974 blev det bestemt, at der skulle oprettes endnu en opklaringsenhed, og det var på den baggrund at kvartermærket med bulldoggen opstod. Bulldoggen er karakteriseret ved bidskhed og styrke, og den bider sig fast og bliver siddende. Symbolik der alt sammen passer meget godt til en professionel militær enhed. Eskadronens motto er: ”Til sidste patron”. Enheden har været udsendt til Irak, Kosovo og Afghanistan, og har i den forbindelse været i kamp flere gange. Derfor blev det hurtigt en enhed der vandt respekt og anerkendelse, og var kendetegnet ved at have dygtige og professionelle soldater. Enheden blev nedlagt i efteråret 2011 efter den returnerede fra Afghanistan (hold 11). Men nu er den traditionsrige enhed altså bragt til live igen med kaptajn J. Wiil som ny eskadronchef.

I forbindelse med paraden blev også månedens befalingsmænd (BM) og menige (MG) fundet i V/JDR.

Link til historien om Bulldoggen

 

 
Kaptajn J. Wiil overdrager 3. kompagnis kvartermærke til chefen for panserbataljonen.


Kaptajn J. Wiil modtager sit nye kvartermærke "Bulldoggen".


Månedens BM: 1 ESK SG M.C. Hayden, 2 ESK SG R. Andersen, 4 KMP OS K. Buch (ej tilstede),
GSU AFK SGE M.E. Pedersen.



Månedens MG: 1 ESK MG Kolding, 2 ESK KSE N. Kaufmann (ej tilstede), 4 KMP MG Snejbjerg.