[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af Presse og informationsofficer
kaptajn B.S. Villsen

Uddannelsen flyttes muligvis tilbage til Varde

Et forsøg gældende i 2016/2017, gjorde det muligt for egnede konstabler, at tage en sergent uddannelse på nogle af Hærens tjenestesteder. Et af de steder var på Dragonkasernen i Holstebro, og det er kun sket engang tidligere, nemlig sidste år. Nu har 19 elever gennemført uddannelsen, som startede op for 14 uger siden. De fleste af dem blev udnævnt i dag og kan nu kalde sig sergenter. Resten bliver udnævnt indenfor kort tid, når de ansættes i en sergent stilling.

Normalt bliver sergentelever uddannet på sergentskolen i Varde. Sergentskolen, har ikke haft lærerkapacitet til at gennemføre en afkortet Sergentuddannelse i en periode. Men da der er behov for flere sergenter til Hæren, blev løsningen at flytte uddannelsen ud til udvalgte regimenter, så produktionen kunne fortsætte. Regimentet har på dette hold haft elever der til dagligt er tjenestegørende i Ålborg, Haderslev og på Bornholm.

Forsøget er nu slut. Der er ikke truffet endelig beslutning, men det forventes at uddannelsen flyttes tilbage til Varde. Det er derfor meget sandsynligt, at det var sidste hold der gennemførte uddannelsen på Dragonkasernen.

Høje forventninger til de nye sergenter

”Det har været enorm engagerede, motiverede og målrettede konstabler vi har haft på kurset”, siger holdfører premierløjtnant T. Tangaa og fortsætter, ”De har været gode til at udvikle hinanden, og kommer ud med et højt fagligt niveau. Jeg har høje forventninger til deres tjeneste som sergenter, og kun en enkelt elev er afgået fra uddannelsen”, siger Tangaa tilfreds.

De sidste uger er gået med eksamener afsluttende med idrætstest. Men særlig ugen med føringsvirke var vigtig for eleverne. Føringsvirke er en disciplin, enhver leder i Hæren gerne vil være god til. Eleverne var derfor topmotiverede for at få en god karakter i emnerne kampstilling, beredskabsområde og handlebane.

I dag blev de færdige med deres uddannelse. Regimentet ønsker tillykke og alt godt i fremtiden til:

 
Holdets bedste elev F. Reedtz
 
Holdets kammerat R. E. Emdal


J. S. G. Andersen, R. E. Emdal, N. H. Hansen, K. Pedersen, N. Ø. Høg, R. W. Iversen, M. T. Jensen, K. V. Kristensen, M. E. Pedersen, A. R. Petersen, F. Reedtz, J. L. R Thorsen, L. A. Weesch, A. Stevold, K. S. Autzen, M. J. Jensen, A. M. S. Ipsen, N. Andersen og N. Pedersen.

Se flere billeder på nedenstående link:
https://hrn.smugmug.com/JDR/GSU-AFK/