Venskab i våbenværkstedet

Af Joshua Ursin Hollingdale
Foto: Mads Claus Rasmussen

Med en skruetrækker skubber han de to små søm ud, der holder riflen sammen. Så skiller han piben fra kolben, trykker bundstykket ud, tjekker slagbolten og lægger det hele til side. Piben, som er det forreste stykke af den sorte M/10 riffel, samler han op og holder først den ene vej, så den anden vej, op med lysstofrørslamperne, som hænger lige over hans hoved. Han kigger gennem den for at kontrollere, om den lige skal rettes lidt ud. Den sorte riffel er en karabin brugt af Forsvarets fodfolk, og den ligner akkurat den, man har i Counter Strike. Endeligt kører han en piberenser gennem et par af de små huller, og lægger forreste del af geværet over i, hvad der ligner en kæmpe industriopvaskemaskine. Geværet skal dyppes i olie, før det samles igen. Så er geværet  klart, og han går i gang med det næste.

”Behandler man hende godt, så skyder hun bare rigtig godt,” siger Søren.

”Heeeey Lucy,” lyder det skrattende fra radioen. Sangen afbrydes af værkstedets lyde; elektriske bor og klangen af metal mod metal. Hvis man lytter rigtig godt efter, kan man høre små, ekko-agtige duk, duk-duk i baggrunden. Det er lyden fra skydebanen et par kilometer derfra. På værkstedets vægge hænger kalendere fra Würth med nøgne damer på og små oversigter over medarbejdere – med navnene skrevet i Wordart i alle regnbuens farver. Midt i værkstedet ved et aflangt stålbord står Søren.

Han er 48 år og våbenmekaniker på Dragonkasernen i Holstebro. Han har været i Forsvaret siden han fik sin håndværkeruddannelse, og derefter aftjente sin værnepligt. For Søren er det en drengedrøm at arbejde med alle Forsvarets våben og maskiner, finde fejl og reparere dem. Han sætter en stolthed i sit arbejde, for han ved, hvor vigtigt det er, at der er styr på soldatens udstyr.

”Det er alfa og omega. Hvis noget, jeg havde haft med at gøre ikke virkede, og det var skyld i noget… det ville jeg have det rigtig skidt med. Derfor er min regel også, at jeg ikke lægger noget fra mig, som jeg ikke selv ville have med på udsendelse,” siger Søren.

”Vi hjælper hinanden”

På turen over gården mod kampvognsgaragen møder Søren Brian, en anden v-mekker, som våbenmekanikerne kaldes på kaserneslang.

”Halløj O’Brian,” udbryder Søren.

”Dav Søren, jeg skal altså bruge en masse skrammel ovre fra dig af senere,” siger Brian på et dybt, næsten hakkende nordjysk.

Brian er fra værkstedet på den anden side af gården, men de to mænd er alligevel lidt mere end kolleger. Det er som om, de deler noget lidt dybere end blot det faktum, at de tjener deres løn det samme sted.

”Brian og jeg har aldrig været udsendt sammen, men der er alligevel noget sammenhold.” 

Brian er enig:

”Vi ses jo ikke rigtig udenfor jobbet, men vi hjælper jo hinanden, og vi tager altid telefonen når en af de andre ringer,” siger han.

Ingen hemmeligheder

Inde i kampvognsgaragen møder Søren sin oversergent og chef Per, som målrettet går gennem hallen med en lille grå plastikkasse i hånden.

”Hva’ Søren, fortæller du alle vores hemmeligheder?” spørger han. Søren når næsten at formulere et nej, før han afbrydes af oversergentens næste sætning.

”Det er også lige meget, det hele ligger jo på internettet,” siger han, smiler skævt og marcherer videre. Det griner Søren og et par mekanikere i hallen lidt fjoget af.

Tænker på dem derhjemme

Søren har prøvet det meste i sin karriere i Forsvaret. Han har været udsendt som soldat to gange og på ’rep-hold’, som det hedder, når man er med som mekaniker, tre gange. Han har både været i Irak, Afghanistan og Kuwait.

Når han skal udsendes, er det ikke bekymringer ved missionen, som dominerer Sørens tanker.

”Jeg tænker altid lidt på, hvad vi skal ned og gøre, og om det kommer til at gå godt. Men mest tænker jeg på at ordne lidt mere i huset, så dem derhjemme har det okay, mens jeg er væk,” siger han.

Han vil helst være lidt foran med pligterne, men han tænker også længere frem.

 ”Jeg har skiftet sikringerne i huset, så det er sådan nogle, min kone bare kan gå ned og slå til igen, hvis en af dem går. Så behøver hun aldrig skifte sikringerne.


Våbenmekaniker Søren på job i sit værksted.


Søren kontrollerer våben.