[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse og kontaktbefalingsmand
oversergent T.G. Anker

Vi stiger ud af køretøjet - det første vi møder er en flok motiverede, ihærdige og meget svedende dragoner fra Vikingkompagniet. Dragonerne er i fuld gang med at forberede kampstillinger og befæstning af husene med natopigtråd. Der bliver stablet sandsække, savet i træ og bygget platforme i husene, som skal bruges til de forskellige våben som grupperne er udstyret med.

Vi bevæger os længere ind i Brikby, hvor redaktionen møder den meget kække og imødekommende chef for Vikingkompagniet, han orienterer om øvelsens overordnede formål. Han fortæller os bl.a. at dragonerne øver procedurer for indtrængning på aflåste døre. Hertil står der forskellige hjælpemidler til deres rådighed så som koben, brækjern og jomfrutrøstere.

Vi går videre til næste ”station”, hvor der bliver undervist i at lave sprængningslegemer, som skal anvendes til indtrængning i aflåste eller spærrede bygninger. Efter fremstilling af det ”skarpe” sprængningslegeme skulle der øves standarder for korrekt indtrængning i bygning. Det kom ikke til at gå stille for sig, da redaktionen "næsten" havde glemt hvor højt et brag en sprængning giver.