[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af pressebefalingsmand
oversergent Tina G. Anker

Regimentet var i dag repræsenteret af regimentschef oberst A. Poulsen og Prinsens Musikkorps ved en smuk ceremoni i Mindelunden ved Rindsholm Kro lidt uden for Viborg.

Regimentet deltog den 4. juli 1849 med enheder fra 3. Dragonregiment, der fordrev en Preussisk styrke og frelste Viborg fra udplyndring. Denne historiske begivenhed udspillede sig ved Rindsholm Kro. På baggrund af denne episode er Danske Soldaters Mindelund opstået, hvor alle de danskere, der har været i international tjeneste for bl.a. FN, OSCE, EU og NATO, mindes.

Den 4. juli 2004 blev den første officielle mindesten i Danske Soldaters Mindelund afsløret i kroens park. Der er senere kommet flere mindesten og materiel til i mindelunden. I år blev der afsløret et flot monument fra Ingeniørregimentet i Skive. På monumentet er der indgraveret Ingeniørregimentes deltagelse i kampe, hvor danske soldater har været indsat.

På mindevæggen i mindelunden er alle værn repræsenteret, og alle danske soldater, der er faldet i kamp siden 1956, er nævnt.

Udover Jydske Dragonregiment og Prinsens Musikkorps deltog chefen for Hærstaben, repræsentanter fra Flyvestaben og Marinestaben. Desuden deltog Hjemmeværnet, Politi, Beredskabsstyrelsen og diverse foreninger i mindehøjtideligheden.

Rindsholm Kro ligger på adressen Gl. Aarhusvej 323, 8800 Viborg. Restauranten har åben mandag til lørdag fra kl. 12:00-19:30 og er bestemt et besøg værd her i sommerferien.



Hanne og Frode byder velkommen til Mindelunden ved Rindsholm kro.



Afsløring af monument fra Ingeniørregimentet i Skive.



Chefen for Jydske Dragonregiment oberst A. Poulsen lægger krans ved mindestenen.