[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse- og informationsofficer
Kaptajn M. Veltzé 

Når 215 værnepligtige i dag træder ind af hovedvagten ved Dragonkasernen, tager de hul på fire måneders uddannelse og et liv, der på alle måder er forskellig fra det, de kommer fra. Det bliver fire måneder, hvor de skal gennemgå Hærens Basisuddannelse, herunder undervisning i førstehjælp, felttjeneste, våbenuddannelse, eksercits og ikke mindst det at være en del af et fællesskab, hvor alle er afhængige af hinanden, alle bidrager til fællesskabet og tilmed bor på stuer med blandede køn. Derudover skifter de deres borgerlige navne ud med bynavne fra de områder i landet, hvor de kommer fra.  

De værnepligtiges motivation for at søge til Jydske Dragonregiment er lige så mangeartede som der er værnepligtige. For nogle handler det om at prøve noget helt andet efter tre år på en ungdomsuddannelse; for andre er det fordi de har et ønske om en fremtidig karriere i Forsvaret. 

Blandt de 215 værnepligtige er der 31 kvinder, hvilket er lavere end på februarholdet. Forklaringen er, at kvindernes fortrinsret er blevet fjernet, således de begge køn nu søger om at forrette værnepligt/værneret på lige vilkår. Selve uddannelsen foregår ved regimentets to værnepligtsenheder, 1. og 2. Hærens Basisuddannelseseskadron. I de to eskadroner og på udleverende depot har der den sidste uges tid været tryk på kedlerne for at blive klar til at modtage de værnepligtige - hvilket de naturligvis blev. 

Regimentet ønsker de værnepligtige fra hold august 2018 velkommen til Dragonkasernen. Vi ser frem til at følge jeres uddannelse og transformation fra civilist til soldat de næste fire måneder.






 




Link til:
Hærens Basisuddannelse

 

Billeder:
Alex K. Petersen, INFOSEK/JDR