[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presseofficer
kaptajn M. Veltzé 

Omkring middagstid ankom en delegation på 20 udenlandske forsvarsattachéer fra bl.a. Kina, Rusland, Canada, USA, Storbritannien Frankrig - for blot at nævne nogle få - til Dragonkasernen. 

Attachéerne udskiftes ca. hvert andet år, og for at give dem en forståelse for Forsvarets opbygning og organisation kommer de på en rundtur til Forsvarets myndigheder, herunder kaserner, flåde- og flyvestationer. Det overordnede formål er dermed at give attachéerne mulighed for at tale med danske soldater og ved selvsyn se dansk materiel. 

Besøget startede med en middag i officersmessen, hvorefter der var briefinger vedrørende regimentets organisation og opgaver ved regimentschef oberst Anders Poulsen samt regimentets tre bataljonschefer. Attachéernes spørgelyst og interesse for regimentet var stor. 

Efter briefingerne kom delegationen rundt på Dragonkasernen, hvor hver bataljon havde klargjort et static display udvisende et udsnit af deres kerneopgaver. Igen var spørgelysten og interessen for uddannelse og materiel stor.  

Attachéerne udtrykte ved besøgets afslutning stor tilfredshed og takkede regimentet mange gange for bataljonernes displays.