[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse- og informationsbefalingsmand
oversergent T. G. Anker

Den 28. februar 1864 var dagen, hvor Dragon Niels Kjeldsen faldt på landevejen lidt syd for Vejle.

Niels Kjeldsen er dragonernes ”helt” – og det blev han, fordi han tog kampen op mod sine preussiske forfølgere. Niels Kjeldsen blev symbol på den danske bondesoldats hæderfulde modstand i kamp. Han er personificeringen af det, der ved regimentet bliver kaldt Dragonånden. Dragonånden er viljen til ufortrødent, uegennyttigt og udholdent at fortsætte opgaveløsningen til trods for, at det umiddelbart ser mørkt ud.

Læs mere om Niels Kjeldsens heltegerning her.

Jydske Dragonregiment hædrer hvert år Niels Kjeldsen, også kaldet ”Dragon Ullerup”, efter sit bynavn.

Ved regimentet er en af kampvognseskadronerne opkaldt efter Niels Kjeldsen, og eskadronen bærer Gives byvåben som eskadronsmærke. Eskadronen holder hvert år traditionen i hævd ved at ære Dragon Ullerups heltegerning med kranselæggelse ved både mindestenen i Højen og ved hans grav på kirkegården i Give.

Ved mindehøjtideligheden og kranselæggelsen var Niels Kjeldsen-eskadronen mødt talstærkt op. Det samme gjorde sig gældende for borgerne i Give, der ved samme lejlighed kunne besigtige Niels Kjeldsen-eskadronens materiel anno 2018. Ligeledes var de jyske landsoldater mødt op for at lægge en krans og holde et mindre foredrag om slagene i 1864. Alt i alt en kold og dejlig dag med historisk vingesus.


Mindestenen ved Højen, hvor Dragon Ullerup faldt.


Mindestenen ved Højen


Kranselæggelse på Dragon Ullerups grav (Give Kirkegård).

Foto af T. Anker og A.K. Petersen