[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse- og informationsofficer
Kaptajn M. Veltzé


Den 1. juni 2018 får Jydske Dragonregiment ny regimentschef.  Med virkning fra denne dato har Hendes Majestæt Dronning Margrethe resolveret, at oberstløjtnant Anders Poulsen udnævnes til oberst med tiltrædelse fra samme dato.

Oberstløjtnanten er frem til denne dag tjenestegørende i Karup som chef for Forsvarsministeriets Personalestyrelses Rådgivningsafdeling, og er ansvarlig for HR-rådgivning indenfor hele Forsvarsministeriets område.

Den kommende oberst startede sin militære karriere i 1981 som værnepligtig ved Den Kongelige Livgarde, efterfulgt af tjeneste som delingsfører ved daværende Prinsens Livregiment i Viborg. Han har efterfølgende forrettet operativ tjeneste ved bl.a. artilleriet i Skive og Varde. Stabstjeneste har bl.a. fundet sted ved Hærstaben over flere omgange.

Anders Poulsen har gennemført sin videreuddannelse ved det tyske Forsvarsakademi i Hamburg, været udstationeret ved et NATO-hovedkvarter i Tyskland i en årrække samt været udsendt som stedfortrædende chef i den multinationale brigade i Kosovo.  Han har selv erfaring med, hvordan det er at være pårørende til en udsendt, idet hans søn var udsendt med Vikingkompagniet fra Jydske Dragonregiment på ISAF hold 14.

Oberstløjtnanten er 56 år, bosiddende i Skive og gift med Janni, der er folkeskolelærer. De har tre voksne børn. Han er aktiv idrætsudøver og aktivt friluftsmenneske, der gerne går på jagt i ind- og udland.

Velkommen til den nye regimentschef - regimentet ser frem til samarbejdet.