[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

I dag er de værnepligtige officielt budt velkommen til regimentet af regimentschef, oberst Anders Poulsen. Chefen fik rekrutterne godt igennem en briefing om regimentet og dets historie og værdier. 


Bataljonschef, major Klaus Bomgaard melder af til regimentschef, oberst Anders Poulsen 

Chefen fortalte om estandarten, og hvad alle de små detaljer på denne betyder. Han fortalte om dragon Ullerup - Niels Kjeldsen. Regimentets helt. Obligatorisk viden for enhver dragon. Desuden har regimenet har sin egen sang ”Danmarks Blå Dragoner” som de værnepligtige sandsynligvis vil stifte bekendtskab med i løbet af deres værnepligt. På dragonkasernen kan de værnepligtige se mindesten, både til de faldne dragoner under anden verdenskrig, og i krige i nyere tid. Helte vi mindes hvert år til flagdag blandt andet. Regimentschefen slog endvidere fast, at regimentet er verdens navle – også geografisk. De værnepligtige lyttede og tog notater. Det er tydeligvis vigtigt for dem. De ved at historien er grundlaget, der vil gøre dem til de soldater de måske engang bliver. Dragoner.   

Obersten fortalte rekrutterne om kasernen i tal, og herunder hvad de tre bataljoner indeholder. Han fortalte at vi er i gang med moderniseringen af vores nuværende kampvogne, der vil gøre dem til verdens mest moderne kampvogne og, at kasernen her bliver hjem for 40 af disse bæster. 

Obersten fortalte de menige om det fælles ansvar de nu havde for hinanden. Både i byen og i krig. Det er under alle forhold et fælles ansvar, at alle kommer med hjem. Regimentschefen sluttede af med følgende: ”Hjælp hinanden, så er jeg sikker på, at I får en fantastisk tid her ved regimentet.”  

 
Bataljonsbefalingsmand seniorsergent Deleuran, med regimentets estandart.