I dagene før dagen

[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af oversergent N. Stone
Kontakt- og informationsbefalingsmand

De pårørende til de udsendte på OIR hold 8, var lørdag samlet for endnu engang, at blive mindet om, at vi sætter pris på deres støtte, og om hvor de kan få støtte, såfremt det skulle blive nødvendigt. Samlet var primært forældre, men også ægtefæller og kærester, børn og bedsteforældre og andre. ”Det giver mig en ro, sådan at vide hvad der ligesom skal foregå” siger faderen til udsendt soldat Kristian. Kristians mor synes det var rigtig givtigt at høre indlægget fra Familienetværket ”Det er bare rart at vide, at der er andre, der også har de der tre uger, når soldaten er kommet hjem, hvor man lige skal finde hinanden igen, og hvor man ikke nødvendigvis er enige hele tiden”. Kristians kone fortsætter ”Ja og så betyder det også noget, at se de andre der ved hvordan det er, at være pårørende”.

 

Bataljonschef for II bataljon, oberstløjtnant Peter Els, startede dagens indlæg med at byde de pårørende velkomne, og kunne med baggrund i sine egne erfaringer, give et par cowboytricks til, hvordan man kan hjælpe soldaten fra battlemind til homemind.

 

Derefter gik Presse- og Informationsofficeren, kaptajn Max Veltzé, på med praktiske oplysninger, dels om dagen, og dels om den kommende tid. Kaptajnen fremhævdede, at trods et mindre fremmøde en til arrangementerne før udsendelsen, var det en glæde at se dem der var kommet Han henledte opmærksomheden på litteratursiden på Veterancentrets hjemmeside hvor der kan hentes publikationer med ”Værd at læse som pårørende”.

 

Socialrådgiver Ulla Martinsen, gennemførte en ”temperaturmåling” på, hvordan de pårørende gik og havde det, med spørgsmål som: ”Hvad glæder I jer til? Hvad bekymrer jer? Hvad var det bedste under udsendelsen? Hvad var den største udfordring som pårørende?” En mor bemærkede, at hun observerede et øget nærvær når soldaterne var afsted. At det glædede hende at se de interimistiske løsninger på ophængning af julepynt (med gaffetape), se soldaterne nærstudere en skorpion i et glas og så videre. ”Det virker som om at det, at leve i en ”kasse” giver soldater ro til at tænke, og være til stede.” En anden mor glædede sig over, at deres soldat udtrykte sine følelser mere når han var afsted. ”Han siger nu jeg elsker jer, og det er ellers længe siden vi har hørt det” sagde hun med et glimt i øjet.     

 

Siden gik Vinnie Højmark fra Familienetværket i gang med at fortælle, dels om Familienetværket, og hvad det er for en størrelse, men fik også sagt nogle af de ting, man måske ikke helt synes at man må sige højt. At det faktisk kan være virkelig irriterende, at den der mand nu kommer hjem, og vil til at bestemme farven på blomsterkrukkerne når man er ude og handle, og at den der fornemmelse af, at soldaten stadig er i udsendelsesområdet mentalt, godt kan få en til at føle, at så kunne han da bare tage derned igen. Men hun kunne også berolige med, at det gik over igen. Hun opfordrede også til, at skrotte alle de der to-do lister, som mange pårørende fører inden soldaten kommer hjem, så alt er perfekt. ”De ser det overhovedet ikke alligevel, de vil bare gerne hjem til jer, og er fuldstændig ligeglade med, om stuen er malet og græsplænen slået”.

 

Fra Veteranstøtten Carl Åkerlund kunne fortælle om alle de aktiviteter som Veteranstøtten gennemfører, og om vigtigheden af, at det er veteraner der støtter veteraner – og deres pårørende. Telefonen var altid bemandet, og alle kunne ringe. Både når soldaten var i og ude af systemet. Vigtigst af alt, fik Carl fortalt hvor man kunne tage kontakt til, hvis man ønskede at blive frivillig i Veteranstøtten.

 

Oberstløjtnant Els, sluttede den formelle del af arrangementet af med, at huske de pårørende på to ting. For det første at de var soldatens første bastion. Det er dem der oftest vil kunne mærke når soldaten ændrer adfærd, og hvis det skete, så hellere et opkald for meget end et for lidt. For det andet, at det heldigvis er relativt få, der får de alvorlige reaktioner på at have været udsendt, så manede til besindighed trods alt. ”Men I kan hjælpe os med at gøre opmærksom på, hvis I bliver bekymrede for jeres soldat, så skal vi nok hjælpe dem.”

 

Slutteligt var der frokost og almen hyggesludren i cafeteriet.

Tak til de fremmødte.    

For billeder fra dagen se Jydske Dragonregiments facebook: https://www.facebook.com/Jydske-Dragonregiment-10042224310/