Droneudstyr

Forsvarets Dronecenter og Zealand Business College indgår samarbejde om kurser omhandlende droner. Foto: Oliver Perry/ZBC.

Muligheden for at anvende civil uddannelseskapacitet er blevet til ved et samarbejde mellem Forsvarets Dronecenter, Personelkommandoen, Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste og ZBC. Uddannelserne er inspireret bl.a. af de uddannelser, der gennemføres i Ukraine samt et andet samarbejde mellem Forsvarets Dronecenter og Syddansk Universitet.   

 

Personelkommandoens Center for Tiltrækning og Uddannelse har, ud over at have etableret kontakten mellem dronecenteret og ZBC, støttet med den indledende administration af kurserne, og vil også fremadrettet støtte op om udviklingen af kurserne. Forsvarets Dronecenter og Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste har i samarbejde med ZBC udarbejdet indholdet i uddannelserne.

 

Kursusdeltagere

Søværnet, Flyvevåbnet, Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste og Hjemmeværnet har indtil videre deltaget i et kursus om ubemandede systemer. Foto: Oliver Perry/ZBC.

”Samarbejdet med Forsvarets Dronecenter og ZBC om kurser i ubemandede systemer er et godt eksempel på, hvordan Forsvaret hurtigt kan øge sin uddannelseskapacitet inden for ny teknologi og dermed også styrke kampkraften. Erfaringerne fra krigen i Ukraine viser tydeligt gevinsterne ved, at den militære og civile verden samarbejder, og vi er i Personelkommandoen glade for velvilligheden fra alle parter til at få kurserne realiseret. Det er en særligt stor fordel for Forsvaret, at kurserne er opbygget som enkeltmoduler, hvilket giver en høj grad af fleksibilitet i forhold til at dække Forsvarets uddannelsesbehov til operatørerne eller de tekniske uddannelser i Forsvaret. Personelkommandoen følger og støtter udviklingen i kurserne tæt.”, siger kommandørkaptajn Sune Lund.

 

Skærm fra kursus omhandlende droner

Kontakten mellem civile Zealand Business College og Forsvarets Dronecenter er etableret af Personelkommandoens Center for Tiltrækning og Uddannelse. Foto: Oliver Perry/ZBC.

Kurserne har indledningsvis deltagelse fra Søværnet, Flyvevåbnet, Specialoperationskommandoen, Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste og Hjemmeværnet. På baggrund af erfaringerne fra de første kurser vurderer Forsvarets Dronecenter og Personelkommandoen perspektiverne for yderligere kurser i dialog med Forsvarskommandoen.