Diana ud for Ebeltoft Vig

Patruljefartøjet Diana i Ebeltoft Vig. Foto: Per Andreasen / Forsvaret.

Patruljefartøjerne af Diana-klassen er Søværnets sejlende schweizerknive. De fem fartøjer – Diana, Freja, Najaden, Nymfen og Rota anvendes som patruljefartøjer i danske farvande, hvor de patruljerer, udfører farvandsovervågning og deltager i eftersøgnings og redningsopgaver. Skibene kan indsættes i tilfælde af forurening på havene, hvor de kan udlægge flydespærringer for at inddæmme oliespild. Skibene kan også indsættes til støtte for politiet, Frømandskorpset, Søværnets Dykkertjeneste eller civile myndigheder.

Der er konstant tre patruljefartøjer på vandet forskellige steder omkring Danmark. Skibene har basehavn i Korsør.

Standardfartøjerne har en gummibåd, der kan søsættes fra en sliske i fartøjets agterdæk. Den metode betyder, at gummibåden kan søsættes i stort set alt slags vejr.

Skibene er bygget fra 2005-2009 og indgik i aktiv tjeneste fra 2007.

Standardfartøjer af Diana-klassen

Antal: 5 
Længde: 43 m
Bredde: 8,2 m
Dybdegang: 2 m
Deplacement: 186 tons
Fart: 24 knob (ca. 44 km/t)
Aktionsradius: Under 1.000 sømil (1852 km)
Besætning: 9
Bevæbning: 12,7 mm maskingevær

Fartøjer i klassen:

P520 Diana
P521 Freja
P523 Najaden
P524 Nymfen
P525 Rota

Et sjette skib i klassen - P522 Havfruen - er aktuelt ikke i aktiv tjeneste. 

Sidst opdateret 10. august, 2020 - Kl. 14.07