Kanonen på den nye kampvogn prøveskydes

Leopard 2A7 er udstyret med en ny og forbedret 120 mm kanon. Foto: Peter Timo Staggmeier / Flyvevåbnets Fototjeneste. 

Kampvognene er et af de kraftigste våbensystemer i Hæren. De yder med deres kombination af kraftig pansring, gode terrænegenskaber, høje hastighed og deres kraftige og meget præcise 120 mm kanon en stor kampkraft. De kan anvendes mod kampvogne og andre mål.

Kampvognene kan benytte flere forskellige typer af granater. På grund af deres gyrostabiliserede kanon kan de ramme mål, selv om de kører i høj fart, og de kan ved hjælp af termiske kameraer bekæmpe mål selv i mørke. Ud over kanonen er kampvognene bevæbnede med maskingeværer.

Hæren anvender den nyeste model af Leopard-kampvognene – Leopard 2A7. 2A7 er en opgradering fra 2A5, som Hæren anvendte fra 1998.

I forhold til 2A5 har 2A7 blandt andet bedre beskyttelse mod panserværnsgranater, miner og andre sprængninger og mod kemiske,  biologiske og nukleare trusler. De har også bedre kameraer og en ny og forbedret kanon. De nye kampvogne har også forbedrede kommunikationssystemer, bedre aircondition og er mere digitaliserede. Kampvognene er blandt andet forbedrede på baggrund af erfaringer med deres anvendelse i Afghanistan. Danske kampvognssoldater betegner de nye danske kampvogne som verdens bedste.

Danmark har haft Leopard kampvognen siden 1976. Tidligere versioner af Leopard-kampvognene har blandt andet være udsendt til Balkan og Afghanistan. I 1994 var danske Leopard A1 indsat i Operation Bøllebank, hvor kampvognene nedkæmpede en serbisk styrke, der beskød FN-observationsposter i Bosnien. Danmark havde Leopard 2A5 kampvogne i Afghanistan fra 2007-2014, hvor de deltog i de hårde kampe mod Taleban og fra positioner i det høje terræn over den grønne zone ydede beskyttelse til danske soldater og var frygtede af fjenden. 

De danske kampvognen hører til panserbataljonen ved 1. Brigade. Panserbataljonen opstilles af Jydske Dragonregiment.

 

Leopard 2A7

Bevæbning: 120 mm kanon, maskingevær

Vægt: Cirka 68 tons

Kørehastighed: Op til 60 km/t

Motorkraft: 1.500 Hk

Besætning: 4. En kommandør, en skytte, en kører og en hjælper

Producent: Det tyske firma Krauss-Maffei Wegman

 

Sidst opdateret 14. november, 2023 - Kl. 12.17