Udsigten fra en EH-101 helikopter over Irak.

Udsigten fra en EH-101 helikopter over Irak. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Baltic Air Policing – Siauliai Litauen

I de næste tre måneder vil danske F-16 kampfly være i luften over Estland, Letland og Litauen. De danske soldater løser i den periode Air Policing-opgaven. Det betyder, at de skal være afvisningsberedskab, hvis fremmede nationers fly krænker de allierede baltiske landes luftrum.

 

Det danske kampflybidrag består af fire F-16 kampfly og 56 soldater fra Fighter Wing Skrydstrup, som får base i Siauliai i Litauen.

 

Da Estland, Letland og Litauen ikke selv har kapacitet til at opretholde et afvisningsberedskab i deres luftrum, har andre NATO-lande på skift varetaget denne opgave, siden de tre lande trådte ind i alliancen i 2004.

 

NATO Mission Iraq – Helikopterbidraget på Al Asad Air Base - Irak

I den forløbne uge har de danske helikoptere fløjet otte missioner for NATO-missionen og flyttet 40 passagerer.

 

Bidraget arbejder løbende på at forbedre den danske lejr. I denne uge bliver der blandt andet arbejdet på at lave overdækning af det udendørs lejrområde.

 

NATO Mission Iraq – Irak

Den internationale NATO Mission Iraq har i den seneste uge gennemført 44 aktiviteter i relation til opgaven med rådgivning af det irakiske forsvarsministerium, den irakiske forsvarsstab i og omkring Bagdad samt kørsel med chefen for missionen.

 

Det danske sikrings- og eskortebidrag har eskorteret til to møder indenfor den internationale zone (Green zone) og 21 møder udenfor den internationale zone (Red Zone).

 

Det danske Close Protection Team, der står for sikkerheden for den danske chef for missionen, har eskorteret til et møde indenfor den internationale zone og syv møder udenfor den internationale zone.

 

De internationale bidrag til sikrings- og eskorteopgaven er fordelt over estiske, spanske og polske force protection-delinger, som under danske ledelse har gennemført seks ture i den internationale zone og 15 ture udenfor den internationale zone.

 

Operation Inherent Resolve - Operatørbidraget – Shaw Air Force base - South Carolina, USA

Under amerikansk ledelse identificerer og kontrollerer operatørbidraget de koalitionsfly, som indgår i Operation Inherent Resolve over Irak og Syrien.

 

I den seneste tid har verdenssamfundets fokus været rettet mod evakueringen fra Afghanistan. Det har betydet, at antallet af transportmissioner i Irak er nedjusteret en smule, men de danske kontrol- og varslingsoperatører fra Air Control Wing er fortsat travlt beskæftiget med overvågnings-, lufttanknings- og luftforsvarsmissioner.

Støtte til kampen mod ISIL

Danmark bidrager til to internationale operationer, der sigter imod at styrke den irakiske regering og de irakiske sikkerhedsinstitutioner og at bekæmpe ISIL.

 

Danmark leder frem til maj 2022 NATOs rådgivningsmission i Irak (NMI) og bidrager blandt andet til missionen med to transporthelikoptere. 

 

Danmark bidrager også fortsat til Operation Inherent Resolve, der støtter kampen mod ISIL. Danmark bidrager aktuelt med kontrol- og varslingsoperatører. Bidraget er placeret på Shaw Air Force basen i staten South Carolina i USA.