Nyheder
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Smitteudbrud blandt afløserne forlænger missionen for soldater i Kabul, og i Irak har sikrings- og eskortebidraget kørt 53 ture for rådgivningsmissionen.
Af Forsvarskommandoen
Det danske sikrings- og eskortebidrag har været beredskabsstyrke denne uge. Det betyder, at de skal være klar til at støtte koalitionens enheder i Kabul, hvis de får brug for støtte.
Messefaciliteterne i Hamid Karzai International Airport North (HKIA N), hvor en del danske soldater holder til, har været lukket de sidste 14 dage grundet covid-19. I denne uge er der igen åbnet for servering, og efter 14 dage på feltrationer kan alle soldater i HKIA N igen spise almindelig mad.
26 danske soldater, som sammen med en tyske soldat skal overtage opgaven med at oprette og vedligeholde missionens kommunikationsplatforme i Afghanistan, ankom i sidste uge til missionen. De overtager opgaven fra et tysk hold.
De 26 danske soldater skulle være ankommet sammen med soldater fra det nationale støtteelement (NSE) på Hold 14. Men på grund af en positiv covid-19 test i karantænefaciliteten fik alle soldater fra NSE forlænget deres karantæne med 14 dage. Deres forventede ankomst er derfor rykket nogle uger, og NSE Hold 13 får derfor forlænget deres mission tilsvarende.
I HKIA N har covid-19 igen haft en stigning. Bevægelse mellem lejrene er derfor fortsat meget begrænset.
Det danske sikrings- og eskortebidrag har den seneste uge løst 53 opgaver til støtte for missionens opgave med rådgivning af det irakiske forsvarsministerium og forsvarsstab. Opgaverne er fordelt på 20 eskorter inden for den internationale zone (Green zone), 23 uden for (Red zone) og 10 rekognosceringsture i og omkring Bagdad.
De danske luftkommando- og kontroloperatører indgår fortsat i bemandingen ved den amerikanske luftkommando- og kontrolcentral på Al Dhafra luftbase i de Forenede Arabiske Emirater, hvor de støtter koalitionens missioner med overvågning og koordinering af luftrum og lufttrafik.
Covid-19 restriktionerne på basen og i landet er fortsat gældende. Restriktionerne bliver dog gradvist løftet eller justeret.
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 120 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner og militærpolitiopgaver.
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Danmark bidrager i øjeblikket med et operatørbidrag i de Forenede Arabiske Emirater og et mindre stabsbidrag i Operation Inherent Resolve.
Opgaven for NATO’s rådgivningsmission er at rådgive det irakiske forsvarsministerium, kontoret for den nationale sikkerhedsrådgiver samt irakiske militære skoler og uddannelsesinstitutioner. Missionen er således ikke en kampmission. Missionen består i alt af omkring 500 personer.