Generalmajor Flemming Mathiasen taler ved paraden

Chefen for Multinational Division North, generalmajor Flemming Mathiasen taler ved paraden, hvor hovedkvarteret blev erklæret fuldt operativt. Foto: Det lettiske Forsvarsministerium

Af Forsvarskommandoen

 

Chefen for det dansk ledede multinationale hovedkvarter i Letland, Multinational Division North (MND N), generalmajor Flemming Mathiasen har i dag blevet erklæret fuldt operativt. Det skete ved en ceremoni på Adazi Military Base, hvor hovedkvarteret er baseret. 

 

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen deltog sammen med sin lettiske ministerkollega Ināra Mūrniece og forsvarschef general Flemming Lentfer ved ceremonien.

 

Soldater i paraden

Danske soldater ved paraden. Foto: Det lettiske Forsvarsministerium

Hovedkvarterets nye status betyder, at det nu fuldt ud kan indgå i NATO’s afskrækkelse mod Rusland og bidrage til alliancens forsvar i Østersøregionen.

 

"Hovedkvarteret er nu fuldt operativt, hvilket var et krav for at videreudvikle divisionen. Professionalismen og arbejdet fra alle dem, der gør tjeneste her, har bidraget til den præstation, som vi fejrer i dag. Fuld operativ kapacitet styrker NATO-alliancen, og det er vores arbejde et klart bevis på,” siger generalmajor Flemming Mathiasen, der er chef for Multinational Division North.

 

Øvelsen Griffin Lightning hvor Multinational Division North - MnD N - med base i Adaži i Letland blev evalueret og slutteligt certificeret som et kampklart divisionshovedkvarter i NATO.

Multinational Division North bestod evalueringen til fuld operativ kapacitet ved øvelse Griffin Lightning 2023 i marts. Divisionens chef, generalmajor Flemming Mathiasen ses i midten af billedet. Foto: Morten Fredslund / Forsvaret

I krise og krig vil hovedkvarteret i Letland blandt andet skulle skabe forudsætning for indsættelsen af eksempelvis NATO's hurtige udrykningsstyrke og efterfølgende opfølgningsstyrker på højt beredskab samt gennemføre eventuelle kampoperationer.

 

I fredstid støtter hovedkvarteret blandt andet de baltiske staters nationale forsvarsplanlægning, træner baltiske soldater og koordinerer militære aktiviteter i regionen, herunder NATOs fremskudte tilstedeværelse i de Baltiske lande, som Danmark også er en del af.

 

Forsvaret udsendte i foråret 2022, efter Ruslands invasion af Ukraine, en kampbataljon til Letland. Bataljonen blev trukket hjem i maj i år. Danmark har tilbudt NATO at sende en bataljon til Letland fra midten af 2024. Det er planen, at bataljonen skal være deployeret i Letland i fire-seks måneder om året. I resten af tiden skal bataljonen være på beredskab i Danmark.