Den danske fregat Iver Huitfeldt på vej til øvelsen Formidable Shield. Foto: Forsvaret

Den danske fregat Iver Huitfeldt på vej til øvelsen Formidable Shield. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

I dag starter en stor øvelse på havet ud for Norges og Skotlands kyster. Formålet med øvelsen er at øve og træne NATO-landenes missilforsvar på havet. Mere præcist har øvelsen fokus på at træne skibenes evne til at reagere på alle slags trusler fra luften bl.a. sømålsmissiler og ballistiske missiler – både enkeltvis og i samarbejde krigsskibene imellem.

 

Hovedvægten er på interoperabilitet i et netværk, der forbinder NATO-enheder såvel på havet, som i luften og på land.

 

I øvelsen deltager Danmark med fregatterne Iver Huitfeldt og Absalon, og ud over de danske krigsskibe deltager der krigsskibe fra USA, Canada, Frankrig, Storbritannien, Norge, Belgien, Holland, Italien og Spanien. Dertil deltager en række land- og flystyrker.

 

Herudover har Danmark også repræsentant i den stab, der kontrollerer og styrer gennemførelsen af øvelsen, og som har kommandoen over de deltagende skibe.

 

For Danmark er det en kærkommen lejlighed til at træne samarbejde – ikke bare internt på skibene – men også med allianceparterne i NATO. Øvelsen benyttes således af Danmark til at træne og opdatere nogle af de mange sømilitære discipliner, som en fregatbesætning skal besidde. Det sker særligt under udøvelsen af NATOs integrerede luft- og missilforsvarskoncept. Ved at træne sammen med de øvrige allierede NATO-lande sikrer man evnen til at agere og operere sammen, hvis der skulle opstå en eskaleret situation. Opgaven er både beskyttelse af de øvrige skibe og at sikre og beskytte områder i land via et luftforsvar, der ikke kun dækker skibene på havet.

 

Den danske fregat Iver Huitfeldt og Absalon på vej til øvelsen Formidable Shield. Foto: Forsvaret

Den danske fregat Iver Huitfeldt og Absalon på vej til øvelsen Formidable Shield. Foto: Forsvaret

En øvelse som denne tilbyder et avanceret setup og avancerede træningsscenarier, hvor det er vigtigt for Danmark at deltage sammen med de øvrige NATO-lande. Dette for at få trænet i et realistisk miljø og skabe en sammentømret evne til at agere integreret med de allierede skibe for at sikre fred og stabilitet.

 

Formidable Shield 25 giver med andre ord Danmark og de øvrige deltagerlande mulighed for at lære af hinanden og styrke relationerne mellem de allierede og partnere.

 

Udbyttet af øvelsen og bidraget fra de mange allierede og partnere understøtter ikke bare det sømilitære samarbejde ude men også forsvaret af hjemlandet. En del af øvelsen er konceptet IAMD (Integrated Air and Missile Defence), der fokuserer på luftforsvaret henover grænserne mellem sø, luft og land i et netværk, der binder styrkerne sammen. Øvelsen er i det hele taget en demonstration af NATOs kapacitet til at føre krig, opretholde et militært beredskab og være kampklar.

 

Øvelsen forgår fra i dag og indtil den 23. maj ved Norges kyst og Hebriderne. Danmark deltager med fregatterne Iver Huitfeldt og Absalon. Øvelsen er ledet U.S. Sixth Fleet og STRIKFORNATO.

 

Fregatten Absalon ved kaj i Bodø.

Fregatten Absalon ved kaj i Norge. Foto: Nora Hansen/Forsvaret (Norge)