Konference havde deltagelse fra en række lande med kyst  ud mod Guinea Bugten

African Maritime Security Forum havde deltagelse af en lang række af Danmarks strategiske partnere på det afrikanske kontinent. Foto: KAIPTC

Af Forsvarskommandoen

 

Et stærkt regionalt samarbejde er en forudsætning for at kunne skabe varig sikkerhed i Guineabugten, og i den nuværende situation med usikkerheden i Hormuz-strædet og det Røde Hav er det vigtigere end nogensinde før.

 

Det er én af årsagerne til, at Forsvarsakademiet i midten af oktober arrangerede African Maritime Security Forum i Ghanas hovedstad Accra. Det er femte gang, konferencen afholdes, og som tegn på dens voksende betydning er det i år lykkedes at samle langt flere af flåde- og viceflådecheferne end tidligere fra en lang række af Danmarks strategiske partnere på det afrikanske kontinent. Et vigtigt skridt på et vigtigt tidspunkt.

 

”Det har stor betydning, at vi kan samle de vigtigste civile og militære myndigheder og aktører i regionen ét sted for at skabe en fælles forståelse for de maritime trusler, og hvordan de løses bedst muligt. Situationen i Rødehavet og Hormuz har jo vist, hvor vigtig maritim sikkerhed er - ikke bare for det pågældende område, men for hele verden. Samtidig har den usikre situation i Mellemøsten øget skibstrafikken rundt om det sydlige Afrika og skabt nye sikkerhedsmæssige udfordringer. Her er det vigtigt, at vi som stor søfartsnation kan yde et betragteligt bidrag, der rækker langt ud over det enkelte land på kontinentet,” fortæller Nicolai Ruge, der er Danmarks særlige repræsentant for maritim sikkerhed i et samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet.

 

Salen med danske deltagere i miden

Nicolai Ruge (midt i billedet), der er Danmarks særlige repræsentant for maritim sikkerhed, ved konferencen. Foto: KAIPTC

Resultat af flerårigt arbejde

Afholdelsen af konferencen og den styrkelse af samarbejdet, den er udtryk for, er et resultat af den indsats, Forsvaret siden 2015 har ydet i regionen. I regi af Freds- og Stabiliseringsfonden har Danmark finansieret og støttet en lang række projekter indenfor kapacitetsopbygning i området, særligt med fokus på at styrke den maritime sikkerhed.

 

Konferencen skal i tillæg til at styrke samarbejdet på tværs af regionen også bidrage med en række praktiske anbefalinger, der skal kunne indgå i de enkelte landes strategier og kapacitetsopbygningsprogrammer. Det er nemlig afgørende, at udvekslingen af erfaringer og ideer resulterer i konkrete tiltag, der kan operationaliseres og gennemføres i praksis:

 

”Det er en forudsætning, at alle landene selv er med til at definere både udfordringer, behov og løsninger, så vi sikrer lokalt ejerskab. Det er den eneste måde, der kan skabes en bæredygtig maritim strategi, der adresserer truslerne på både kort og langt sigt. Her har vi i Danmark en støttende funktion, hvor vi hjælper med bl.a. finansiering, rådgivning og udvikling af procedurer. Det er en styrke for Danmark, at vi nu igennem flere år har opbygget stærke relationer til vores regionale partnere. Det øger vores mulighed for at blive hørt i en region, hvor eksempelvis også Rusland ønsker at øge sin indflydelse. Det er et arbejde, vi bygger videre på,” fortæller Mikkel Ørum Andersen fra Center for Stabiliseringsindsatser ved Forsvarsakademiet.

 

Flådechefer for flere lande deltog i konferencen

Konferencen havde deltagelse af en række flåde- og viceflådechefer fra landene omkring Guineabugten. Foto: KAIPTC

Arbejdet fortsætter

Selvom konferencen nu er overstået, står arbejdet ikke stille, tværtimod. Allerede i uge 43 er Danmark sponsor for et flådechefsmøde, der ligeledes afholdes af Forsvarsakademiet. Det finder sted i det såkaldte Zone F, der omfatter Ghana, Elfenbenskysten, Liberia, Sierra Leone og Guinea. 

 

Det overordnede formål er her at udvikle fælles operationsprocedurer for patruljering og informationsdeling såvel som en fælles forståelse for implementeringen af diverse regionale aftaler.

 

Ligeledes fortsætter Forsvarets mange indsatser i regionen i regi af Freds- og Stabiliseringsfonden i både Guineabugten og andre lande i Vestafrika samt omkring Afrikas Horn. I tillæg til kapacitetsopbygning af militære og civile maritime myndigheder, omhandler det bl.a. udbygning af militær kapacitet og antiterrorindsatser samt bekæmpelse af voldelig ekstremisme.

Fakta: African Maritime Security Forum

  • Konferencen African Maritime Security Forum blev arrangeret af Forsvarsakademiet i samarbejde med Kofi Annan International peacekeeping Training Centre og Security Institute for Governors and Leadership in Africa ved Stellenbosch University.
  • Konferencen fandt sted d. 14.-15. oktober i Accra, Ghana.
  • Konferencen blev støttet med midler fra Freds- og Stabiliseringsfonden, der er en tværministeriel fond, der bidrager til international fred og sikkerhed igennem samtænkte indsatser i skrøbelige og konfliktramte kontekster.
  • Fonden støtter et bredt spektrum af freds- og stabiliseringsindsatser samt kapacitetsudviklingsprojekter i krydsfeltet mellem sikkerhed og udvikling.
  • Fonden støtter projekter i både Afrika, Europa og Mellemøsten, pt. med projekter i hhv. Guineabugten, vestafrika, Afrikas Horn, Moldova samt Syrien og Irak.
  • Udover Forsvarsministeriet bidrager også Udenrigsministeriet finansielt til Fonden. Begge ministerier bidrager sammen med andre myndigheder til implementeringen af aktiviteterne, herunder særligt via Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.