kampvogn skyder

Kampvognseskadronen var taget til Estland for at træne taktiske aktiviteter i en skarp ramme. Foto: Theis Nielsen / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Kampvognseskadronen har været i Estland med henblik på at indskyde kampvognenes våben samt træne taktiske aktiviteter under skarpe og realistiske forhold.

 

Skarpskydningen inkluderede også morterdelingen, og kampbataljonens logistiske enheder – sanitetsdelingen, forsyningstransportdelingen samt bjærgningssektionen – som både understøttede forlægningen til Estland såvel som handlebanerne.

 

Indledningsvis blev kampvognene indskudt, hvorefter besætningerne gennemførte en række handlebaner. Her indgik blandt andet skarpskydning, behandling af et såret besætningsmedlem samt den efterfølgende overlevering til sanitetsdelingen.

 

Dette gav samtidig sanitetsdelingen mulighed for at træne deres egne procedurer og kompetencer under realistiske forhold. Ydermere blev der gennemført bjærgning af en havareret kampvogn, så også denne del af eskadronens opgaveløsning blev trænet i praksis.

 

En junior medic fra sanitetsdelingen tilser en ”såret” kommandør under overleveringen fra kampvognen.

En junior medic fra sanitetsdelingen tilser en ”såret” kommandør under overleveringen fra kampvognen. Foto: Theis Nielsen / Forsvaret

Formålet med træningen har været at gøre soldaterne mere rutinerede og styrke deres evne til at løse opgaver effektivt som en del af en samlet enhed, også når opgaverne skal løses under skarpe og krævende forhold.

 

Som en del af træningen har morterdelingen, ligeledes været indsat i Estland for at træne samvirket mellem kampvognseskadronen og artilleriet, i dette tilfælde de tunge CARDOM-morterer. Morterdelingen blev indsat på baggrund af kampvognseskadronens behov og ønsker for at støtte kampvognene i løsningen af deres opgaver.

 

Når en skudordre blev fremsendt til morterdelingen, rykkede delingen ind i en ildstilling, afgav deres skud og forlod derefter hurtigt stillingen igen. Denne træning gav mandskabet mulighed for at øve samvirket mellem enhederne og samtidig træne morterdelingens egne procedurer under forhold, der i højere grad afspejler de krav, der kan stilles på en reel kampplads.

 

Infanterikampkøretøj affyrer morter

Morterdelingen havde under aktiviteterne i Estland særligt fokus på samvirket med kampvognene. Foto: Thomas Reimann / Forsvaret

Samlet set har træningen i Estland haft fokus på at udvikle både de enkelte enheders færdigheder og deres evne til at samarbejde effektivt inden for en taktisk og operativ ramme.

 

Derudover øves kampbataljonens evne til at flytte og indsætte sine enheder, herunder samvirket mellem kampenheder og forsyningstransportdelingen. Sidstnævnte har transporteret og tilvejebragt mad, drivmidler såvel som ammunition for alle enheder.

 

Træningsaktiviteter som denne bidrager samtidig til at synliggøre Danmarks tilstedeværelse i Baltikum og understreger Danmarks vilje til at bidrage til forsvaret af regionen, hvis det bliver nødvendigt.