Kronprins Christian i parade

Kronprins Christian indtrådt i parade på Gardehusarkasernen i Slagelse. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

Af Forsvaret

 

Ved en parade på Løjtnantskolen på Gardehusarkasernen i Antvorskov blev H.K.H Kronprinsen i dag udnævnt til sekondløjtnant. Udnævnelsesparaden havde deltagelse af D.M. Kongeparret samt Kronprinsens yngre søskende Prins Vincent og Prinsesse Josephine.

 

Kongen inspicerer paraden, hvor Kronprinsen er indtrådt

H.M. Kongen inspicerer paraden og har netop passeret Kronprinsen, der står i forreste geled. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret

Kronprinsen er en af omkring 120 nye sekondløjtnanter, der blev udnævnt i dag. De fleste af officerne skal nu ud til Hærens enheder, hvor de skal fungere som blandt andet delingsfører for nye værnepligtige. En mindre del af de nye sekondløjtnanter fortsætter dog direkte til Hærens Officersskole og videre uddannelse.

 

”Jeg er stolt og glad for, at Kronprinsen har valgt at uddanne sig til officer i Hæren og dermed fastholde de stærke bånd mellem Forsvaret og Kongehuset. Det vil danne forbillede for den danske ungdom og dermed interessen hos dem for at gøre tjeneste og være med til at opbygge kampkraft i Forsvaret”, siger chefen for Hærens Officersskole Thor Hilton. 

 

Chefen for Hærens Officersskole ønsker Kronprinsen tillykke

Chefen for Hærens Officersskole ønsker Kronprinsen og de øvrige sekondløjtnanter tillykke. Det gør også cheferne for de regimenter, hvor de nye officerer skal gøre tjeneste. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret

Kronprinsen indledte sin militære karriere i februar 2025, hvor han begyndte som værnepligtige ved Gardehusarregimentet på Gardehusarkasernen ved Slagelse. I august samme år afsluttede Kronprinsen sin tjeneste som værnepligtig og begyndte umiddelbar derefter på løjtnantsuddannelsen, der ligeledes foregår på kasernen ved Slagelse.

 

Efter udnævnelsen til sekondløjtnant skal Kronprinsen gøre tjeneste ved Den Kongelige Livgarde. Her skal han være delingsfører for værnepligtige, der møder til tjeneste i begyndelsen af august og skal aftjene værnepligt i 12 måneder.

 

Med skiftet fra Gardehusarregimentet til Den Kongelig Livgarde går Kronprinsen den modsatte vej af Kongen, der aftjente værnepligt ved livgarden og efter sin udnævnelse til løjtnant gjorde tjeneste ved Gardehusarregimentet.

 

Video: Simon Elbeck / Forsvaret

Hærens Løjtnantsuddannelse

Uddannelsen til løjtnant i Hæren tager to år. Det første år foregår på Hærens Løjtnantsskole på Antvorskov Kaserne i Slagelse. Her får eleverne deres grundlæggende militære uddannelse, der gradvist udbygges med teoretisk og praktisk leder -og føringsuddannelse samt faglige kurser. Eleverne får også en introduktion til den af Hærens tjenestegrene (kamptropper, artilleritropper, ingeniørtropper, logistiktropper, føringsstøttetropper eller efterretningstropper), hvor de efterfølgende skal gøre tjeneste. Både Gardehusarregimentet og Den Kongelige Livgarde er kamptropsregimenter.

 

Kronprins Christian og Dronning Mary ved udnævnelsesparade i 2026

Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

Efter ca. et års uddannelse udnævnes eleverne til sekondløjtnant og gør derefter som udgangspunkt tjeneste som fører for en deling på op til 36 værnepligtige. Som delingsfører er man faglærer og instruktør for de værnepligtige og taktisk fører i felten.

 

Efter to år tjeneste udnævnes sekondløjtnanterne til løjtnanterne og afslutter deres uddannelse. Herefter har de blandt andet mulighed for at blive reserveofficer i Hæren eller at fortsætte deres uddannelse på Hærens Officersskole.

Sekondløjtnant – og andre grader

Sekondløjtnant er den lavest officersgrad i Hæren (og Flyvevåbnet) og følges i gradssystemet af løjtnant, premierløjtnant og kaptajn. I Hæren er sekondløjtnanternes distinktion én stjerne.

 

Mellem 1986 og 2009 eksisterede graden sekondløjtnant ikke. Her var løjtnant den laveste grad. Løjtnanterne havde i den periode den samme distinktion, som sekondløjtnanterne har i dag. Graden som sekondløjtnant blev genindført i forbindelse med omlægning af officersuddannelserne i 2009.

 

Se en oversigt over distinktioner og gradstegn for alle tre værn her.