Soldater fra Marineeskadronen træner

Værnepligtige af begge køn træner på Bornholm. Foto: Sophia Bianca Salskov / Forsvaret

Af Forsvaret

 

Med den nye værnepligt skal flere unge gennemføre en længere værnepligtsuddannelse og i højere grad indgå i Forsvarets operative opgaveløsning. Samtidig er der indført fuld ligestilling mellem kvinder og mænd i værnepligten.

 

Udviklingen stiller nye krav til blandt andet ledelse, uddannelse, samarbejde, materiel og de fysiske rammer på Forsvarets tjenestesteder. Derfor har Forsvaret udarbejdet en handleplan, som samler både eksisterende og nye initiativer på området.

 

”Jeg er meget tilfreds med, at Forsvaret nu sætter en klar retning for arbejdet med ligestilling i den nye værnepligt. Forsvaret skal være en moderne arbejdsplads, hvor der er plads til alle, der kan og vil bidrage til opgaveløsningen. Med ligestilling i værnepligten er det derfor afgørende, at de værnepligtige har lige muligheder, så de får de bedste rammer og vilkår til at styrke Forsvarets opgaveløsning. I det komplekse trussels- og sikkerhedsbillede, som Forsvaret skal navigere i, er der brug for forskellige kompetencer, perspektiver og erfaringer i opgaveløsningen, og det kommer den nye handleplan til at understøtte,” siger forsvarsminister Jeppe Bruus.

 

Rammerne skal følge med

Handleplanen omfatter seks indsatsområder: kultur og kommunikation, opgaveløsning, personelforhold, mundering, materiel og soldaternært materiel samt etablissementsforhold.

 

Ifølge viceforsvarschef Henrik Berg skal handleplanen være med til at sikre, at Forsvarets rammer udvikler sig i takt med værnepligten.

 

”Den nye værnepligt betyder, at flere unge skal uddannes og i højere grad bidrage til Forsvarets operative opgaveløsning. Derfor skal vi også sikre, at rammerne følger med. Handleplanen skal bidrage til professionelle uddannelsesmiljøer, hvor alle bliver mødt med tydelige krav, respekt og mulighed for at bidrage til fællesskabet,” siger han.

 

Ligestilling handler både om lige muligheder og om Forsvarets evne til at løse sine opgaver bedst muligt. Et moderne forsvar har brug for forskellige kompetencer, perspektiver og erfaringer for at kunne håndtere et mere komplekst trussels- og sikkerhedsbillede.

 

Handleplanen ændrer dog ikke på de faglige og operative krav. Alle værnepligtige skal uddannes til at kunne løse de opgaver, som deres uddannelse retter sig mod.

 

En løbende indsats

Handleplanen bygger blandt andet på erfaringer fra Forsvarets myndigheder, undersøgelser, forskning og internationale erfaringer. Værnepligtsrådet og Advisory Board Frivillighed og Ligestilling har desuden bidraget til arbejdet.

 

Forsvarets værn og myndigheder har forskellige operative vilkår og lokale forhold. De fælles initiativer skal derfor kunne tilpasses lokalt, så de er relevante og anvendelige i praksis.

 

Arbejdet med ligestilling er en løbende del af udviklingen og moderniseringen af Forsvaret. Handleplanen bidrager til en fælles retning for den videre indsats og skal understøtte målet om et stærkt og moderne forsvar med plads til alle, der kan og vil bidrage til løsningen af Forsvarets opgaver.

 

Handleplanen kan læses her: