Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
1.600 unge begyndte mandag den 3. august på den nye, forlængede værnepligt. De har meldt sig frivilligt til at aftjene 11 måneders værnepligt i Søværnet, Flyvevåbnet og Hæren. Her kan du følge fire af dem på deres første dag.
Værnepligtige hos Danske Artilleriregiment i Oksbøl. Foto: Peter Dalby / Forsvaret
Af Forsvaret
For Lucas, Selma, Noah og Julie var mandag den 3. august 2026 en dag, de måske aldrig glemmer. Her begyndte de deres værnepligt sammen med 1.600 andre unge mænd og kvinder.
Samtidig var de på det første fulde hold, der får lov til at aftjene den ligestillede og forlængede værnepligt på 11 måneder. Fremover varer værnepligten 11 måneder mod tidligere 4 måneder de fleste steder. Hos Den Kongelige Livgarde, Gardehusarregimentet, cyberværnepligten og Kongeskibet Dannebrog vil værnepligten vare 12 måneder. Den længere værnepligt skal være med til at give de unge en grundigere uddannelse og give de værnepligtige soldater mulighed for at løse operative opgaver for Forsvaret.
Fire af de mænd og kvinder, som har meldt sig frivilligt til 11 måneder i uniform, var Selma, Noah, Lucas og Julie. Mandag begyndte de deres værnepligt i henholdsvis Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Her kan du følge dem på deres første dag:
Den længere værnepligt vil både styrke Forsvarets kampkraft og de unges uddannelsesmuligheder. Danmark står over for en ny virkelighed, hvor truslerne mod vores sikkerhed er mere omskiftelige og komplekse end nogensinde før. Derfor bliver værnepligten i disse år udbygget og styrket.
Værnepligten er et samlingspunkt, hvor unge fra alle samfundslag får mulighed for at bidrage til, at Forsvaret bliver rustet til fremtidige trusler. Værnepligten styrker Danmark og de personer, der aftjener den. Gennem de 11 måneders tjeneste opnår de værnepligtige kompetencer, der gør dem i stand til at løse flere og mere specialiserede opgaver end tidligere.
Læs mere: Ny værnepligt er med til at styrke Forsvaret
"Det er en fælles pligt at stå vagt om Kongeriget og bidrage til vores alles sikkerhed," sagde forsvarschef, general Michael Hyldgaard, mandag, da de unge begyndte. "Igennem værnepligten får de unge mulighed for at tage et ansvar og yde et bidrag, der ikke alene styrker Forsvaret, men også hele vores samfund."
En anden væsentlig milepæl i forbindelse med den nye værnepligt er, at det første hold værnepligtige løjtnanter begynder på deres uddannelse. Efter 12 måneders uddannelse skal de nyuddannede løjtnanter virke som taktiske førere ved enhederne i et år.

De værnepligtige fik udleveret uniformer og udstyr den første dag. Her er der optælling af udleveret udstyr hos Søværnet i Frederikshavn. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret
Samtidig er der indført ligestilling i Forsvaret, så det fra dette indkaldelseshold både er mænd og kvinder, der indkaldes som værnepligtige. Tidligere har kvinder kunnet melde sig frivilligt til at aftjene deres værneret. Omkring 20 procent af de værnepligtige, der begynder i 2026, er kvinder.
I august starter omkring 1.600 unge på den nye 11 måneders værnepligt.
Alle, der starter, er frivillige.
Størstedelen af de ny værnepligtige starter ved Hæren, men alle tre værn og Specialoperationskommandoen modtager værnepligtige.
Der starter værnepligtige på 14 forskellige tjenestesteder fordelt over hele Danmark.
Samlet er ca. 20% af de værnepligtige, der starter i 2026, kvinder.
Antallet af værnepligtige i Forsvaret øges til 6.500 over forligsperioden