[Oprindeligt publiceret af Den Kongelige Livgarde]

Søndag den 7. maj samledes gamle gardere på Livgardens Kaserne i København til Årgangsparade.

Tekst og foto: presseofficer Thomas H. Reimann

Tidligt på morgenen begyndte de første gardere at dukke op på kasernen.
Her blev man modtaget af repræsentanter fra De Danske Garderforeninger, som er arrangør af begivenheden.


De Danske Garderforeninger stod klar med flyers og bød velkommen til alle gamle gardere.

- Vi er i gang med at kigge på, hvordan vi kan skabe nogle forandringer, som tiltrækker de unge gardere efter endt værnepligt, så vi igen kan se medlemsskaren vokse, fortalte Flemming Rytter, præsident for De Danske Garderforeninger.

For oberst og kammerherre Mads Rahbek var det en helt speciel følelse at gennemføre paraden, idet han sætter utrolig stor pris på den korpsånd, som Den Kongelige Livgarde har og altid vil have:
- Jeres korpsånd og sammenhold er det rygstød, som vi tjenestegørende har brug for i en travl hverdag, sagde oberst Mads Rahbek og fortsatte: At I stiller op her i dag, og på den måde viser jeres fortsatte støtte til Livgarden, Kongehuset og nationen, er ikke nogen selvfølge. Det er noget helt specielt.


Chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst Mads Rahbek, inspicerer paraden sammen med præsidenten for De Danske Garderforeninger, Flemming Rytter.

I sin tale rettede obersten en bemærkning til de unge gardere om at deltage mere aktivt i foreningerne, idet garderforeningerne savner de unge gardere i deres foreninger. Det har medført at Garderforeningerne har en kampagne kørende for at skabe nogle foreninger, som tilbyder oplevelser og sammenhold både for unge og gamle gardere.

Herefter blev Livgardens fane overleveret til De Danske Garderforeninger, som herefter gennemførte en forbidefilering foran chefen for Den Kongelige Livgarde, inden repræsentanter fra Garderforeningerne lagde en krans ved Garderstatuen til ære for faldne gardere.

Repræsentanter fra De Danske Garderforeninger lagde en krans ved Garderstatuen for at mindes falde gardere.

Du kan se flere billeder fra dagen på vores Facebookside:
https://www.facebook.com/pg/denkongeligelivgarde/photos/