[Oprindeligt publiceret af Den Kongelige Livgarde]

Tekst og foto: Presseofficer Thomas Helbro Reimann

Fredag den 24 marts bød på Vagtinspektionen af hold December 2016.

Efter garderne havde klaret den operative certificering, som beskrevet i en tidligere artikel, skulle garderne nu også vise officerer og befalingsmænd i Vagtkompagniet, at den store mængde træning i den ceremonielle del af vagttjenesten sad på rygraden.


 Chefen for Vagtkompagniet, major Søren P. Østergaard og bag ham seniorsergent Christensen, så at garderne i det kommende Vagtkompagni fremstod knivskarpt, vel-pudset og presset og med den gode holdning, der kendetegner alt personel ved Livgarden.

En enkelt garder var dog noget bedrøvet, da han umiddelbart inden antrædning på Frederik d. 3. plads, havde tabt sin ny-polerede vagttaske på gulvet, hvorved taskens skinnende overflade krakelerede fuldstændigt. Garderen bestod dog alligevel inspektionen.

Chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst Mads Rahbek, talte til hold December 2016, der i næste uge starter tjenesten ved Vagtkompagniet.

Da Den Kongelige Livgardes fane var ført frem talte oberst og kammerherre Mads Rahbek garderne om de træfninger eller slag som Den Kongelige Livgarde har deltaget i gennem tiderne.
- Regimentet har deltaget i mange træfninger og slag gennem tiderne, hvilket I skal huske, for nu er det jeres ansvar at leve op til den ære, som gardere før i tiden har kæmpet og mistet deres liv for! Det ved jeg i vil gøre.

- Mine Vagtholdsførere og jeg er meget tilfredse med resultatet af såvel den operative certificering tidligere på ugen, som med resultatet af dagens Vagtinspektion, forklarede Chefen for Vagtkompagniet major Søren P. Østergaard.

Chefen for Vagtkompagniet, major Søren P. Østergaard, overværer vagtafløsningen under inspektionen, for at se om garderne har forstået de mange procedurer i forbindelse med vagttjenesten.

Der fremkom under inspektionerne enkelte ting, som det vil være nødvendigt at have fokus på, når holdet overføres til Livgardens Kaserne i København og indsættes operativt i vagten om Hendes Majestæt Dronningen, men det er nu ikke så usædvanligt, og netop derfor sådanne inspektioner gennemføres.

Major Søren P. Østergaard sagde afslutningsvis:
- Jeg glæder mig til at se de nye gardere i København og komme i gang med hvad der for dem, og for det faste personel i kompagniet, bliver en fantastisk spændende tid de kommende 4 måneder.



Officerer og befalingsmænd fra Vagtkompagniet kontrollere gardernes færdigheder ved dagens inspektion.