[Oprindeligt publiceret af Den Kongelige Livgarde]

Glæden og overraskelsen var stor ved Livgardens udsendte soldater i Iraq, da velfærdspakker fra borgere i Allerød Kommune og Livgarden blev uddelt i den danske base i ørkenen.

Tekst og fotos: Presseofficer Mads R. Ahrenskjær

Positiv overraskelse og oprigtig glæde var de gennemgående temaer, da de danske soldater i den irakiske ørken fik uddelt de velfærdspakker, som borgere i Allerød Kommune og Den Kongelige Livgarde havde indsamlet og sendt til de danske soldater.

Pakkerne blev delt ud efter antallet af soldater i hver lille gruppe, så alle fik del i goderne.

Lakrids, kanelsnegle og vingummi blev uddelt ligeligt, så alle soldater havde mulighed for at få glæde af gaverne. De mange lækre sager vakte stor glæde i lejren og der blev byttet slikposer blandt soldaterne, så alle fik det, som de helst ville have.

Indholdet i kasserne blev nøje studeret, så man kunne bytte sig til sine favoritter.

Selvom soldaterne har adgang til et lille supermarked, så er dansk slik ikke noget, man får hver dag på disse kanter. For flere af de danske soldater var det første gang i flere måneder, at de smagte en Piratos.

De mange pakker, som blev sendt til Irak via et samarbejde mellem Allerød Kommune og Den Kongelige Livgarde kaldet "Tanker fra Danmark", blev delt ud af soldaternes Velfærdsudvalg. Velfærdsudvalget er en gruppe af valgte soldater, der på deres kammeraters vegne arbejder for velfærden blandt de udsendte. Soldater fra hele landet er lige nu udsendt til Iraq, hvor de træner irakiske sikkerhedsstyrker, der kæmper mod Islamisk Stat.

De danske soldater er inden udsendelsen samlet og uddannet på Garderkasernen, der ligger i Allerød Kommune. Kunderne i en række supermarkeder i Allerød har i en periode haft mulighed for at kunne placere indkøbte varer i en særlig indkøbsvogn ved kassen. Varerne er så blevet pakket i kasser af elever på Blovstrød Skole og er blevet transporteret til Iraq. Interessen var meget stor og resulterede i flere fyldte indkøbsvogne - primært søde sager.

Tegning fra elev på Blovstrød Skole. Alle tegninger er hængt op i lejren, så alle soldater kan se dem.

Udover alle de gode sager i pakkerne, så havde de yngste elever på Blovstrød Skole tegnet nogle rigtig fine tegninger til soldaterne. De mange fine tegninger hænger nu rundt om i lejren, så soldaterne kan kigge på dem hver dag og sende en tanke hjem til Danmark.