[Oprindeligt publiceret af Den Kongelige Livgarde]

Det var en kamp mod tiden, som ikke lykkedes - og dog....

Tekst og foto: Thomas H. Reimann, presseofficer

Den 7. september offentliggjorde Livgarden et opslag på denne hjemmeside, hvor vi søgte en donator til køb af et maleri på Bruun Rasmussens Auktioner.

Samarbejdet mellem Livgardens Historiske Samling og presseofficeren gik ind i en intensiv periode for at finde en mulighed for at anskaffe maleriet til Livgardens Historiske Samling.


Paul Fischers maleri "Kongens Fødselsdag. Vagtparaden i Galla trækker op gennem Østergade" fra 1925.

- Det blev en hektisk arbejdsindsats, der blev lagt for dagen op til hammerslaget, fortæller Eric Lerdrup Bourois, leder af Historisk Samling og fortsætter:
- At gøre brug af de sociale medier viste sig at være en succes for os, selv om vi ikke kunne samle penge ind eller finde en fond, der kunne hjælpe, grundet det meget korte varsel. Men vi tager en vigtig læring med os, hvis noget lignende skulle opstå igen.


Leder af Historisk Samling, Eric Lerdrup Bourgois, ser spændt til, da maleriet kommer på auktion.

- Ved at gøre brug af de sociale medier, specielt vores facebookside, lykkedes det for os at komme langt ud og samtidig modtage en række forslag på hvordan vi kunne erhverve maleriet til Historisk Samling, forklarer kaptajn og presseofficer Thomas Helbro Reimann.

- Vores første opslag om auktionen kom i sidste ende ud til næsten 75.000 mennesker, hvor mange vælger at engagere sig i sagen, fortæller Thomas H. Reimann, der er sikker på, at man vil bruge samme fremgangsmåde en anden gang.

- Jeg ser ikke, at det her bliver en hverdagsting, for det var et meget ikonisk billede for Den Kongelige Livgarde og derfor valgte vi at gøre en stor indsats, siger Eric Lerdrup Bourgois, men glæder sig alligevel over afslutningen på sagen.


Her er det lige før hammeren falder for buddet på 2,1 mio. kr.

- Køberen af billedet, kontaktede mig efterfølgende og takkede for vores ihærdige indsats og lovede, at Den Kongelige Livgarde ville få mulighed for at låne billedet til kommende udstillinger, hvilket glæder mig utroligt meget, slutter Eric Lerdrup Bourgois af med.

På baggrund af sagen, har lederen af Livgardens Historiske Samling noteret sig alle de gode forslag fra kommentarerne på Facebook, så man kan være lidt mere på forkant, skulle der i fremtiden komme en lignende genstand på auktion.