Fregatten Absalon ligger til kajs i Frederikshavn forud for træningen til Guinea-missionen.

Fregatten Absalon ligger til kajs i Frederikshavn forud for træningen til Guinea-missionen. Foto: Magnus Terp / Forsvaret

Af: Forsvarskommandoen

 

I slutningen af januar skal Hold 2 afsted til Guinea-bugten for at sikre skibstrafikken i farvandet. Derfor er holdet i gang med to ugers intensiv træning og forberedelse til missionen ved Vestafrika.

 

Her træner det 180-personers store hold, som består af helikoptergruppe, frømænd, militærpoliti, efterretningsspecialister, kirurghold og Absalons faste besætning sammen for at forberede sig på sejladsen.

 

[]-20211207_FSVDK_MISO Absalon_IMG_9508-2021-[ARTIKEL].jpg

Besætningen inden træningen begyndte. Foto: Magnus Terp / Forsvaret

Vigtig opgave

Hold 2 øver forskellige scenarier, så alle bidragene på fregatten er helt klar på at løfte den vigtige opgave med at patruljere i Guineabugten.

 

”Vi træner i disse uger intensivt og målrettet for at sikre et højt operativt niveau. Det bliver grundlaget for besætningens opgaveløsning i Guineabugten,” siger kommandørkaptajn Paw Møller, som er skibschef for Hold 2.

 

I de to uger vil de blandt andet træne antipirateri-scenarier og sammenspillet mellem de forskellige enheder i forskellige situationer, som besætningen kan komme ud for i deres opgaveløsning i Guineabugten.

 

[]-20211207_FSVDK_MISO Absalon_IMG_9540-2021-[ARTIKEL].jpg

Foto: Seahawk-helikopter på agterdækket af fregatten Absalon. Foto: Magnus Terp / Forsvaret

Første hold har givet gode erfaringer

Hold 1, der lige nu er ombord på Esbern Snare, har været indsat i området i noget tid, og de har værdifuld viden fra missionen, som næste hold soldater kan bruge.

 

”Vi udveksler hele tiden erfaringer med Hold 1 i Guineabugten. Vi har desuden også gode erfaringer med fra vores missioner ved Østafrika, som vi bruger i forberedelsen,” siger Paw Møller.

 

Skibschefen håber, at Esbern Snares nylige afværgelse af pirataktiviteter har sat spor på land.

 

”Jeg håber, at den operation, som Hold 1 har gennemført, breder sig på land, så eventuelle pirater kan se at det ikke betaler sig at være pirat.”

 

Læs mere om opgaven her: ”Esbern Snare standser pirater” 

 

[]-20211207_FSVDK_MISO Absalon_IMG_9592-2021-[ARTIKEL].jpg

Skibschef Paw Møller på fordækket af fregatten Absalon. Foto: Magnus Terp / Forsvaret

Hold 2 flyver mod Guineabugten i slutningen af januar, hvorefter de bruger et par dage på at overtage Esbern Snare. Hold 2 sejler selv tilbage med Esbern Snare, hvor de efter planen ankommer til danske farvande i slutningen af april.