Af Forsvarskommandoen

 

Flere medier har bragt historier om manglende uddannelsesammunition til de danske soldater, der er udsendt til Letland som en del af NATOs forsvarsplan.

 

"Det er en fejl, der ikke måtte ske, men som vi løste hurtigst muligt, så soldaterne igen har den ammunition, de skal bruge til uddannelse og vedligeholdelse af færdigheder," siger oberst Jens Lønborg, der er ansvarlig for internationale operationer ved Forsvarskommandoen.

 

Problemet med den forsinkede levering af uddannelsesammunition skyldtes en logistisk fejl fra Forsvarets side, som blev udbedret ved udgangen af maj måned 2022.

 

I starten af maj sendte Forsvaret en kampbataljon på omkring 750 soldater samt køretøjer og materiel til Letland. Bidraget blev sendt af sted med skarp ammunition til brug i tilfælde af krig, mens løs og skarp ammunition til uddannelsesbrug ved en fejl ikke kom med.

 

Den såkaldte uddannelsesammunition blev eftersendt og ankom til bidraget i Letland den 23. maj. Bidraget har siden modtaget nye forsyninger, og genforsyningen vil fortsætte i takt med det planlagte forbrug.

 

Bidraget fik indledningsvist tilladelse til at træne med den medbragte, skarpe ammunition, men det betød alligevel, at soldaterne i en periode på op til tre uger havde begrænset ammunition til rådighed, hvorfor der blev fokuseret på uddannelse i teknisk og taktisk indøvelse, hvor man ikke bruger skarp eller løs ammunition.