Soldater øver i Jægerspris inden udsendelse til NATO Mission Iraq.

Soldater afsøger en vej for nedgravede sprængladninger før de fortsætter. Foto: Tue Skals / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Øvelsesterrænet i Jægerspris har hele ugen dannet ramme for Mission Rehearsal Exercise (MRX). En sidste udfordrende øvelse for soldaterne, inden de tager til Irak til september.

 

Under øvelsen skal soldaterne, der kommer fra Slesvigske Fodregiment i Haderslev, gennemføre en række handlebaner, hvor de bliver testet i deres evne til at imødegå modstanderens virkemidler, som vejsidebomber, indirekte ild og håndtering af sårede.

 

Soldaterne blev på den sidste øvelse blandt andet udsat for forskellige scenarier, hvor de skulle finde og neutralisere improviserede sprængladninger (IED), som fjenden har skjult langs ruten, hvor soldaterne kører.

 

Soldater træner i Jægerspris inden udsendelse til NATO mission Iraq

Soldaterne og deres instruktører, der tidligere har været udsendt til missionen i Irak, evaluerer efter gennemførelse af en handlebane. Foto: Tue Skals / Forsvaret

Ikke en kampmission

Når soldaterne lander i Irak bliver de en del af NATO Mission Iraq, der har hovedkvarter i den amerikanskledede Union III-lejr midt i Bagdad. Her fra bliver deres primære opgave at eskortere rådgivere sikkert rundt i området.

 

Det danske bidrag til NMI støttes af det danske kontingent (DANCON) i Union III samt et nationalt støtteelement på Ali al Salem Air Base i Kuwait.

 

Danmark har stor erfaring i at operere i Irak, og har gennem de seneste 20 år opbygget en stor viden og erfaring i at rådgive og uddanne udenlandske styrker. De sidste par år har dog været udfordrende grundet den globale pandemi. På trods af disse omstændigheder går missionen i Irak fremad.

 

NMI lederskab fra Danmark til Italien

Forsvaret havde fra november 2020 til maj i år ledelsen af hele NMI-missionen. Det var en krævende opgave, der kunne løses på baggrund af mange års erfaring i internationale operationer - blandt andet i Irak. Ved at overtage ledelsen af NMI bidrog Danmark aktivt til, at Irak på sigt selv kan stå for egen sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme.

 

Ledelsen af NMI er den 10. maj i år blevet overdraget til Italien.