Besætningen på Esbern Snare markerer årsskiftet .

Besætningen på fregatten Esbern Snare markerer nytåret på helikopterdækket. Foto: Forsvaret


Af Forsvarskommandoen

 

Gulf of Guinea-missionen, Guineabugten ud for det vestlige Afrika

2. juledag ankrede Esbern Snare op på reden ud for Sao Tomé, hvor besætningen forinden var blevet testet for COVID19 af skibets sundhedsfaglige personel. Herefter blev det, for første gang siden afsejlingen fra Danmark for to måneder siden, muligt for den vagtfri del af besætningen at komme væk fra skibet.

 

I land var der arrangeret adgang til at benytte faciliteterne på et nærliggende hotel, deltage i busture ind på øen og besigtige hovedstaden Sao Tomé.

 

Under opholdet blev der fortaget eftersyn af tekniske systemer ombord og dykket på skrog, skuer og ror.

 

Nytårsaften var fregatten på patrulje i operationsområdet. Aftenen blev fejret efter forholdene, og blev afsluttet med, at besætningen samledes på helikopterdækket for at se Hendes Majestæt Dronningens nytårstale på storskærm, efterfulgt af midnatsgudstjeneste.

 

På en af årets første dage bunkrede Esbern Snare brændstof ud for Togo, og fortsatte herefter operationen.

 

NATO Mission Iraq – Irak

Det multinationale sikrings- og eskortekompagni har i den forgangne uge haft mindre aktivitet i og omkring Bagdad, da rådgiverne har afholdt færre møder på grund af leave mellem jul og nytår.


Nytårsaften under sydlige himmelstrøg er speciel. I corona-opdelte bobler blev Hendes Majestæt Dronningens nytårstale overværet på TV og efterfølgende blev der ønsket godt nytår mens de alkoholfri bobler blev indtaget.

 

Helikopterdetachementet – NATO Mission Irak, Al Asad luftbasen i Irak

I perioden omkring jul og nytår gennemføres der kun i begrænset omfang missioner. Dette tiltag sker i koordination med både Operation Inherent Resolve og NATO Mission Iraq. Soldaterne i detachementet bruger tiden på vedligeholdelse og dermed at være klar til at samle op på det efterslæb der i perioden opstår.

 

de danske Merlin EH101 helikoptere foran vedligeholdelsesteltene

De to danske Merlin helikoptere på Al Asad Air Base, Irak, foran helikopterbidragets to vedligeholdelsestelte. Foto: Forsvaret

 

Operatørbidraget – Shaw Air Force base, South Carolina, USA

De danske radaroperatører tilknyttet 727th Expeditionary Air Control Squadron (EACS) på Shaw Air Force Base i South Carolina bemander positioner i det amerikanske Control and Reporting Centre. Herfra koordineres og kontrolleres flymissioner i rammen af Operation Inherent Resolve i Mellemøsten.

 

Netop i disse dage opleves en større intensitet i missionsafviklingen. Det sker, fordi den irakiske regering tidligere har udtrykt et ønske om, at man fra årsskiftet ikke længere havde amerikansk tilstedeværelse i Irak, hvilket har givet visse grupperinger et håb om, at Irak fra årsskiftet ville være fri for vestlig indflydelse og indgriben.


Fokus for radaroperatørerne er således fortsat på at erkende og forhindre eventuelle angreb på koalitionsstyrker på jorden i Mellemøsten.

Fakta

Danmark bidrager til to internationale operationer, der sigter imod at styrke den irakiske regering og de irakiske sikkerhedsinstitutioner og at bekæmpe ISIL.

 

Danmark leder frem til maj 2022 NATOs rådgivningsmission i Irak (NMI) og bidrager blandt andet til missionen med to transporthelikoptere. 

 

Danmark bidrager også fortsat til Operation Inherent Resolve, der støtter kampen mod ISIL. Danmark bidrager aktuelt med kontrol- og varslingsoperatører. Bidraget er placeret på Shaw Air Force basen i staten South Carolina i USA.

Forsvaret har fra november 2021 til april 2022 udsendt et skibsbidrag til Guineabugten for at forbedre sikkerheden til søs i internationalt farvand og imødegå piratangreb. 

 

Skibsbidraget består af fregatten Esbern Snare med tilhørende helikopter, specialoperationsstyrker og militærpoliti. Bidrager omfatter op til ca. 175 personer.