Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Den danskledede Multinational Division-North afholder i øjeblikket øvelsen Knight Namejs 2024. Her øver divisionen sammen med seks brigader herunder danske 1. og 2. Brigade forsvaret af Letland.
Soldater fra 1. Brigade på øvelse i Letland. Foto: Morten Fredslund / Forsvaret
Af 1. Brigade / Forsvarskommandoen
I disse dage afholdes øvelsen Knight Namejs 2024 i Letland, hvor scenariet er at øve forsvaret af Letland mod en modstander fra øst. Øvelsen bliver afholdt af Multinational Division North, der er den danskledede NATO-division med hovedkvarter i Letland. For generalmajor Jette Albinus, der er chef for Multinational Division North, er der ét hovedformål med øvelsen.
“At træne og dygtiggøre brigaderne i deres opgaveløsning her i Letland i en divisionsramme, hvor der er fokus på integration og samarbejde ikke mindst med Letland og øvrige samarbejdspartnere,” siger Jette Albinus.
Hun slår desuden fast, at øvelsen sender et klart signal omkring NATOs tilstedeværelse i Letland.
”Vi viser, at NATOs styrker er klar til at arbejde sammen, og vi viser, at Letland ikke står alene, men er en central del af NATO-samarbejdet.”

Generalmajor Jette Albinus er chef for Multinational Division North i Letland. Foto: MND-N.
I øvelsen deltager seks Brigader. Det drejer sig om den lettiske Mekaniserede Infanteri Brigade, to lettiske National Guard Brigader, den canadiske Multinationale Brigade, den danske 2.Brigade og den danske 1.Brigade, som tidligere på året blev tæt forbundet til Divisionen gennem en træningsaffiliering.
Læs mere her: 1. Brigade tilknyttes Multinational Division North i Letland
For chefen for 1.Brigade, brigadegeneral Anders Berg Olesen, giver øvelsen en helt særlig træningsmulighed.
”Øvelse er en rigtig god mulighed for at træne Brigadens føringsvirke og samspil med Divisionen. Vi får testet vores føringssetup og vores procedurer, ligesom vi får styrket vores individuelle kompetencer og specialer i Brigaden. Øvelsen giver også en unik mulighed for at styrke vores relationer til Divisionen og de øvrige brigader der er tilknyttet Divisionen,” siger brigadegeneral Anders Berg Olesen.
Øvelsen Knight Namejs er en del af den større øvelse Namejs. Øvelse Knight Namejs forgår fra den 30. september til og med den 8. oktober.