De nordiske forsvarschefer underskriver aftalen.

De nordiske forsvarschefer underskriver aftalen. Foto: Danmarks militære repræsentation i NATO / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Nye tider kræver nye svar. Med underskrivelsen af et nordisk forsvarskoncept – the Nordic Defence Concept – understreger de nordiske forsvarschefer deres opbakning til et styrket fælles forsvar af Norden.

 

Hovedopgaven er at skabe troværdig afskrækkelse af fjendtligtsindede aktører og sikre, at landene også i fremtiden kan forsvare nordisk territorium.

 

Styrkelse af nordisk bidrag til NATO

Sveriges og Finlands indtræden i NATO-alliancen har åbnet for dybere samtænkning af de nordiske landes forsvarsplaner.

 

Nordic Defence Concept skal bidrage til at harmonisere landenes individuelle men overlappende planer og i tilfælde af krise og krig muliggøre en gnidningsfri overgang til NATO’s regionale planer. I sådanne situationer vil fokus skifte til at facilitere forstærkninger til NATO-allierede samtidig med, at forsvaret af Norden kan opretholdes.

 

En fælles vision

Gennem det fælles forsvarskoncept tilslutter de nordiske forsvarschefer sig den militære udvikling, som blev fastlagt i den politiske Vision 2030 for nordisk forsvarssamarbejde.

 

Visionen blev underskrevet af de nordiske forsvarsministre i april og sætter rammerne for en ambitiøs styrkelse af forsvarssamarbejdet på en lang række områder.

 

Læs mere om visionen: Ny fælles vision for nordisk forsvarssamarbejde

 

Udover synkronisering af forsvarsplaner indebærer samarbejdet blandt andet flere fælles øvelser og uddannelser, kapacitetsopbygning og udførelse af fælles operationer, luft- og havovervågning samt sikring af kommunikation og fælles militær infrastruktur.

 

Det tættere samarbejde gavner ud over NATO også forsvarssamarbejder inden for EU og det britiskledede Joint Expeditionary Force-samarbejde (JEF).

 

Arbejdet med det nordiske forsvarskoncept er en prioritet under det danske NORDEFCO-formandskab i 2024.

 

Læs forsvarschefernes fælles erklæring om Nordic Defence Concept nedenfor.