mange unge værnepligtige kigger på en scene til karrieredagen 2025

Over 2000 værnepligtige var mødt til Karrieredagen 2025 for at blive klogere på deres mulige fremtid i Forsvaret. Foto: Forsvaret

Af Personelkommandoen

 

The sky is the limit – der er nemlig uendelig mange karriereveje og muligheder i Forsvaret. De muligheder skal ud over rampen, hvis Forsvaret skal styrkes med endnu flere kompetente medarbejdere i de kommende år.

 

I den sammenhæng findes der næppe en mere oplagt gruppe af potentielle kandidater til at gøre karriere i Forsvaret end de mange unge, der hvert år aftjener deres værnepligt i Forsvaret.

 

Derfor har landets omkring 2.300 værnepligtige mandag den 15. september besøgt Flyvestation Skrydstrup til Forsvarets halvårlige karrieredag. Her fik de et indblik i den brede vifte af karrieremuligheder, som henholdsvis Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet kan tilbyde i Forsvaret.

 

Derudover deltog Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og Kriminalforsorgen også i job- og uddannelsesmessen.

 

Værnepligtig soldat med finskytteriffel til karrieredag

Både Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og flere civile myndigheder gav de unge et indblik de mange karrieremuligheder. Foto: Maria Lillegaard Hansen / Forsvaret

For Forsvaret er der ét overordnet og vigtigt formål med karrieredagen i Skrydstrup.

 

"Forsvaret har i disse år et ekstraordinært stort fokus på at rekruttere mange gode og egnede medarbejdere til vores brede vifte af interessante jobs," siger Sune Lund, der er kommandørkaptajn og centerchef i Center for Tiltrækning og Uddannelse i Personelkommandoen. "Karrieredagen for alle vores værnepligtige er en fremragende mulighed for at gøre opmærksom på de mange spændende muligheder, som Forsvaret kan tilbyde som arbejdsplads. Det er vores store håb, at rigtigt mange af dem fortsætter hos os efter værnepligten."

 

Værnepligtig soldat ved simulator

Foto: Maria Lillegaard Hansen / Forsvaret

I løbet af dagen fik de værnepligtige blandt andet mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med F-16 og F-35-kampfly, se tjenestehunde i aktion og ikke mindst at tale med en række af de ansatte, der allerede arbejder i de forskellige værn og tjenestesteder, som deltager på dagen.

 

Efter en dag med præsentationer af Forsvarets muligheder til lands, til vands og i luften er Forsvarets store håb, at rigtigt mange af de nuværende værnepligtige også kan se sig selv i det danske forsvar i mange år fremover.