Airbus A330 MRTT aircraft.

Airbus A330 tankfly. Foto: Maike Lauer / Multinational MRTT Unit

Af Forsvarskommandoen

 

Danmark er blevet en del af NATOs samarbejde om lufttanknings- og transportkapacitet - Multinational Multi Role Tanker Transport Fleet (MMF).

 

NATO-ambassadør Kasper Høeg-Jensen har i denne uge underskrevet samarbejdsaftalen på vegne af forsvarsministeren i forbindelse med NATO’s industriforum i Haag. Også Sverige er samtidig indtrådt i samarbejdet. 

 

Som del af Danmarks indtræden anskaffes yderligere to lufttanknings- og transportfly af typen Airbus A330 til samarbejdet. De to yderligere fly samt personel skal placeres på en flyvestation i Danmark – en såkaldt Forward Operating Base.

 

Kapaciteten styrker Danmarks og NATOs muligheder for at operere kampfly og øvrige luftbårne kapaciteter i længere perioder. For at styrke Forsvarets kampkraft hurtigt får Danmark desuden allerede fra nu adgang til flyvetimer i den eksisterende flåde af lufttanknings- og transportfly. 

 

Lufttankning er en vigtig kapacitet, som vil kunne styrke luftforsvaret af Kongeriget og øge kampkraften for det danske forsvar. Lufttankningskapacitet er eksempelvis med til at skabe forudsætningen for operationer med kampfly i Arktis og Nordatlanten.

 

Fakta

  • Multinational Multi Role Tanker Transport Fleet (MMF) er et multinationalt NATO-samarbejde, hvor flere europæiske NATO-lande samler deres behov for lufttankning og strategisk lufttransport ved i fællesskab at operere en lufttanknings- og transportkapacitet fra europæiske flybaser.
  • MMF består i dag af Belgien, Tjekkiet, Tyskland, Luxembourg, Nederlandene og Norge. Foruden Danmark indtræder Sverige også i samarbejdet. MMF råder i øjeblikket over 10 MRTT fly af typen Airbus A330.
  • Med Danmarks indtræden i MMF anskaffes yderligere to lufttanknings- og transportfly til samarbejdet. Danmarks samlede udgift forventes at beløbe sig til ca. 7,4 mia. kr. i perioden 2025-2037.

 

Kilde: Forsvarsministeriet