Soldat ved siden af NASAMs

NASAMS er Danmarks nye jordbaserede luftforsvarssystem. Foto: Casper Brock / Forsvaret

Af Forsvaret

 

I en garage på Flyvestation Skalstrup står en række militære køretøjer parkeret. En kontrolvogn og et støttekøretøj.  Udenfor står et køretøj med en roterende radar og en launcher. Et øjeblik er der stille. Så brydes roen af korte kommandoer, og soldaterne fra Air Defence Wing viser, hvad de har lært under de sidste måneders træning i Norge. Soldaterne kender deres rolle, og de kender deres opgave. Det nye jordbaserede luftforsvarssystem, NASAMS, bliver for første gang demonstreret på dansk jord i dag.

 

NASAMS er et norsk jordbaseret luftforsvarssystem, der er bygget til at kunne skyde fly, helikoptere, droner og missiler ned. Systemet er i brug hos 13 andre nationer – blandt andet i Ukraine, hvor det er med til at forsvare landet mod russiske angreb. I dag måtte de fremmødte dog nøjes med en gennemgang af systemet - uden der blev affyret missiler.

 

Nasams missilsystem i tusmørke

Foto: Casper Brock / Forsvaret

Uddannelse gennemført i Norge

Hvis vi skruer tiden få uger tilbage, stod en gruppe soldater fra Air Defence Wing samlet på Ørland Luftstation i Norge. De havde, som første hold danske soldater, gennemført en komprimeret og kompleks uddannelse i Danmarks nye jordbaserede luftforsvarssystem, NASAMS.

 

Nu står de igen klar ved luftforsvarssystemet – denne gang på hjemmebane i Skalstrup lidt uden for Roskilde. Soldaterne er klar til at vise, hvordan de fremover kan beskytte befolkningen, kritisk infrastruktur og militære mål mod trusler fra luften.

 

”I dag er vi gået fra ikke at have et jordbaseret luftforsvar i Danmark, til faktisk at have det. Det er ganske vist kun det første system, vi har fået leveret, men at gå fra nul til ét, er også klart det vanskeligste skridt. Herfra får vi kontinuerligt leveret flere systemer og uddannet flere soldater og dermed får vi et robust jordbaseret luftforsvar af Danmark” sagde Forsvarschef Michael Hyldgaard i sin tale ved dagens fremvisning.

 

Også hos soldaterne som har været under uddannelsen i Norge, var det tydeligt at se, at deres niveau har – og fortsat rykker sig.

 

”Vi er en enhed som blev oprettet tilbage i marts måned – og at vi i dag allerede kan sige, at vi kan betjene NASAMS-systemerne og har fået dem på dansk jord er vi stolte af” siger Martin, som er oversergent og mentor i Air Defence Wing.

 

Nasams luftforsvarssystem

Foto: Casper Brock / Forsvaret

NASAMS bruges i mange lande

Det norske jordbaserede luftforsvarssystem NASAMS er et af flere luftforsvarssystemer med mellemlang rækkevidde, som forligskredsen i Folketinget har besluttet at anskaffe. NASAMS-systemet er nu modtaget hos Air Defence Wing på Flyvestation Skalstrup.

 

”Vi har siden 2005 stået uden en jordbaseret del af vores luftforsvar, og det har vi nu fået rettet op på. I dag har vi fået genoprettet det jordbaserede luftforsvar, og der er en plan om at udbygge det de kommende år. Det ser vi rigtig meget frem til,” siger Jan Dam, chef for Flyvevåbnet.

 

Flyvevåbnets Air Defence Wing er siden foråret gået fra 10 medarbejdere til nu langt over hundrede medarbejdere. Målsætningen har hele tiden været klar: Det første jordbaserede luftforsvar skulle stå klar på dansk jord inden årsskiftet til 2026 med et uddannet hold af soldater, som skulle være klar til at betjene systemerne. Det var en ambitiøs plan, der blev lagt for knap ni måneder siden siden, da Air Defence Wing blev oprettet. I dag kan enheden sætte kryds ved, at det mål er nået.

 

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen udtrykte en stor tak til alle, der har været involveret i på rekordtid at etablere jordbaseret luftforsvar

 

”Det beviser at vi er i stand til at rykke meget hurtigt. Det gør dansk forsvar mere tidssvarende, mere moderne og ikke mindst øger det kampkraften," sagde ministeren og fortsatte: ”Det, at vi nu kan forsvare os selv mod missilangreb, er rigtigt vigtigt.”

 

Opgaven med opbygning af Danmarks nye luftforsvar slutter ikke her. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og projekt Jordbaseret Luftforsvar har arbejdet på højtryk på at levere NASAMS-systemet til Air Defence Wing og vil fortsat have en stor opgave med at anskaffe de øvrige jordbaserede luftforsvarssystemer i de kommende år.