de ni danske europamestre

De stolte og glade danske europamester efter sejrene. Guldmedaljer får de først ved præmieoverrækkelserne fredag. Foto: Landsholdet i militær femkamp / Forsvaret

Danmarks landshold i militær femkamp har i dag vundet to gange guld ved holdkonkurrencerne under europamesterskaberne i militær femkamp, der afholdes i Wiener Neustadt i Østrig i denne uge. Både kvinderne og mændene kan nu kalde sig europamestre.

 

Det er første gang, de danske herrer vinder holdkonkurrencen, mens kvinderne tidligere har taget titlen og også har været verdensmestre for hold.

 

“Vi er ved at revne af stolthed. For to år siden var vi tæt på slet ikke at stille med et kvindehold – nu er de europamestre! Herrerne har altid kæmpet med Østrig og Tyskland, men nu går vi forbi dem. Det er fantastisk,”
siger Morten Østfeldt, der har været landstræner ved mesterskaberne, da den faste landstræner, Brian Dåsbjerg, ikke havde mulighed for at deltage.

 

Begge landshold er i forvejen regerende nordiske mestre, men ifølge Morten Østfeldt er det noget helt andet at vinde et europamesterskab.

 

“Det er særligt, at begge hold vinder. Vi har haft perioder, hvor kvinderne har været rigtig stærke, mens herrerne har haft det sværere – og omvendt. Nu kulminerer det med, at begge hold står øverst på skamlen. Vi er enormt stolte, og vi er kun kede af, at Brian ikke kunne være med,” siger Morten Østfeldt.

 

Kvinder løber

De danske kvinder løber ud til den sidste konkurrence. Det er fra venstre Tulle Mouridsen, Alberte Forsberg og Natalia Vaabengaard. Foto: Landsholdet i militær femkamp /Forsvaret

Succesen tilskriver Morten Østfeldt i høj grad det stærke sammenhold og den gode stemning, som atleterne har taget med fra de hjemlige træningssamlinger.

 

“Vi har stort fokus på den gode stemning under træningslejrene – og det har vi taget med her. Der er altid nogen, der griber én, hvis man præsterer under vanlig standard. Jeg tror, det er en væsentlig grund til, at vi er kommet igennem stævnet uden en eneste kikset disciplin. Og det giver et flot samlet resultat,” fastslår Morten Østfeldt.

 

De militære landshold er altid på udkig efter nye atleter, og Morten Østfeldt håber, at den danske succes i Europa smitter af på lysten til at deltage i årets sidste store stævne, når Danmarksmesterskabet i militær femkamp afholdes i Slagelse i uge 38.

Militær femkamp

Den militære femkamp består af fem discipliner: skydning, løb på militær forhindringsbane, forhindringsbanesvømning, håndgranatkast og terrænløb.

 

Der er fem atleter på herreholdet og fire på kvindeholdet, men kun resultaterne for de bedste fire herrer og tre kvinder tæller i holdkonkurrencen – og kun disse får medaljer.