F-16 kampfly på besøg på amerikansk base i Grønland.

F-16 kampfly og personel på besøg på amerikansk base i Grønland. Foto: Anders Viggo Fridberg / Forsvaret

Af Forsvaret

 

De danske F-16 kampfly, der er en del af Forsvarets øgede tilstedeværelse i Grønland, var tirsdag ”on top the world”, da de besøgte Pituffik Space Base kun ca. 800 km fra Nordpolen.

 

På den amerikanske base blev chefen for det danske kampflybidrag modtaget af basens vicechef, som i chefens fravær inviterede på kaffe, småkager og en briefing. Under mødet talte begge varmt om det langvarige og altid gode samarbejde mellem USAs og Danmarks militær.

 

Video: Forsvaret

Operationen med F-16 kampfly på Pituffik Space Base er en del af den forstærkede tilstedeværelse, som Forsvaret udviser i Grønland i øjeblikket. Og her spiller basen i nord en vigtig rolle for både Danmark og USA. Det er nemlig kun muligt at nå Nordpolen med et stop her eller på Station Nord.

 

Den tidligere Thulebase rummede tidligt i 1950’erne op imod 10.000 soldater og andre ansatte. I dag er tallet nærmere 600, og omkring 150 af dem er amerikanske soldater. Resten er civilt ansatte primært fra Grønland, Danmark og USA.

 

To F16 kampfly og et fransk lufttankningsfly

Foto: Anders Viggo Fridberg / Forsvaret

Ligesom på de andre flyvninger i Grønland havde F-16 flyene følge af Challengerflyet fra Luftgruppe Vest og et fransk tankfly – et såkaldt Multi Role Tanker Transport-fly.