EU’s militærkomité drøfter styrket europæisk forsvarssamarbejde i København

Den Europæiske Unions Militærkomité (EUMC) holdt møde med  forsvarsindustrien i Industriens Hus. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Den Europæiske Unions Militærkomité (EUMC) og formanden for Militærkomiteen samledes torsdag i Industriens Hus i København for at drøfte, hvordan EU-landene kan styrke sit forsvar gennem et tættere samarbejde mellem industri, myndigheder og forsvar.

 

Mødet fandt sted, mens EU’s medlemslande står over for en række presserende emner og tilhørende beslutninger på sikkerhedsområdet såsom krigen i Ukraine, opbygning af europæiske forsvarskapaciteter og hybride trusler, herunder droner. 

 

Danmark har EU-formandskabet frem til slutningen af 2025, og torsdagens møde afspejlede den danske politiske prioritering af en styrket europæisk og ukrainsk opbygning og modstandskraft samt tættere samarbejde mellem det offentlige og forsvarsindustrien.

 

Dagens program bestod derudover af en paneldebat om hybride trusler med danske forsvarsvirksomheder.

 

Frank Trojahn, den irske general Sean Clancy, Joachim Finkielman fra Dansk Industri

Viceadmiral Frank Trojahn, der er Danmarks militære repræsentant i EU og NATO, formanden for EU’s Militærkomité, den irske general Sean Clancy og Joachim Finkielman, underdirektør i Dansk Industri for Forsvar og sikkerhed. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret

“Det handler om at omsætte ord til handling,” siger viceadmiral Frank Trojahn, der er Danmarks militære repræsentant i EU og NATO.

 

”Danmark bidrager ved at bygge bro mellem beslutningerne i EU og de operative behov i felten. Min rolle er at skabe de bedste forudsætninger for et stærkt, sammenhængende og konkurrencedygtigt europæisk forsvar, der er komplementært med NATO”.

 

Frank Trojahn fremhæver etableringen af den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Point ved Flyvestation Skrydstrup som et konkret eksempel på, hvordan man kan omsætte politisk vilje til reel kapacitet til gavn for både Ukraine, EU og værtslandet.

 

”Fire Point er et symbol på politisk mod og industriel handlekraft. Det viser, hvordan samarbejdet mellem industri og militær kan styrke Ukraines kampkraft og Europas samlede forsyningssikkerhed,” siger Frank Trojahn. 

 

Formanden for EU’s Militærkomité, den irske general Sean Clancy

Formanden for EU’s Militærkomité, den irske general Sean Clancy. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret

Formanden for EU’s Militærkomité, den irske general Sean Clancy, fremhævede ligeledes vigtigheden af at styrke Europas forsvarsindustri og Danmarks støtte til Ukraine som et eksempel, andre EU-lande kan lade sig inspirere af.

 

“Dagens møde minder os om, at Europas styrke ligger i kombinationen af national handlekraft og fælles formål. Når vores industrier, vores væbnede styrker og vores institutioner arbejder sammen, sikrer vi, at Europa forbliver handlekraftigt, sikkert og samlet,” siger formanden for EU’s militærkomité, Sean Clancy.

 

At mødet blev afholdt i Industriens Hus, afspejlede EU’s ambition om et tættere samarbejde med industrien som en del af målet om et stærkere og mere forsvarsdygtigt EU i 2030. “ReArm Europe” er navnet på EU-Kommissionens plan for fremtidens europæiske forsvar, der blandt andet indeholder en række initiativer, der skal understøtte den fælles europæiske forsvarsindustri. Et initiativ, som Danmark støtter fuldt ud.

 

Joachim Finkielman, underdirektør i Dansk Industri for Forsvar og sikkerhed

Joachim Finkielman byder mødedeltagerne velkommen i Industriens Hus. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret

”Det handler om at skabe nye bånd mellem industri og militær – at bringe teknologi til soldaten,” siger Joachim Finkielman, underdirektør i Dansk Industri for Forsvar og sikkerhed og vært ved torsdagens begivenhed med EUMC.

 

“EU stepper op, når det gælder forståelsen af behovet for et stærkt forsvar og en industriel base. Det er afskrækkelse gennem produktion, innovation og hastighed,” siger Joachim Finkielman fra Dansk Industri. 

Fakta

  • EUMC: Den Europæiske Unions Militærkomité er det øverste militære organ i EU-Rådet.
  • Militærkomiteen udgøres af EU-landenes forsvarschefer eller udpegede repræsentanter. Viceadmiral Frank Trojahn er Danmarks repræsentant.