F16 kampfly over Grønland. Piloten kan ses i cockpit.

Det kræver stor koncentration at flyve kampfly over Grønland. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Som en del af Forsvarets øgede tilstedeværelse i Grønland flyver to F-16 kampfly i denne uge dagligt patruljer fra Kangerlussuaq på den grønlandske vestkyst.

 

Her er himlen i øjeblikket for det meste klar og blå, og det er ikke koldere end på en dansk vinterdag. Alligevel stiller det helt andre krav til hele organisationen omkring kampflyene, når flyvningerne i de arktiske egne skal gennemføres forsvarligt.

 

”Vi har erfaring med at træne i koldt vejr i det nordlige Norge. Men Grønland er noget andet. Det kan blive væsentligt koldere, klimaet er mere omskifteligt, og så er afstandene meget store heroppe," siger major Søren Ross, der er chef for F-16 bidraget fra Fighter Wing Skrydstrup under øvelsen Arctic Light.

 

"Det betyder blandt andet, at der kan være meget langt til alternative landingspladser, hvis der skulle blive brug for det, og derfor kræver det et stort planlægnings- og forberedelsesarbejde at samarbejde med andre, når vi skal flyve i Grønland,” siger Søren Ross.

 

Klargøring af F-16 kampfly inden flyvning i Grønland.

Klargøring af F-16 kampfly inden flyvning i Grønland. Foto: Anders Viggo Fridberg / Forsvaret

Netop på grund af afstandene til alternative landingspladser, der kan håndtere kampfly, har de danske F-16 jagere på alle flyvningerne under øvelsen følgeskab af et fransk tankfly, et såkaldt Multi Role Tanker Transport (MRTT), der kan levere brændstof undervejs.

 

”Vi er vant til at tanke i luften, men vi har ikke arbejdet så meget sammen med det franske tankfly tidligere, så det kræver lidt ekstra koordination og planlægning, men det giver også gode erfaringer,” forklarer Søren Ross.

 

Dansk helikopter og fransk lufttanker i Grønland

Det franske lufttankningsfly i lufthavnen i Kangerlussuaq. Dansk EH-1-1-helikopter i forgrunden. Foto: Anders Viggo Fridberg / Forsvaret

Kampflyene følges også af et Challengerfly, der i det daglige flyver fra Kangerlussuaq.

 

Challengerflyet skal blandt andet kunne kaste nødudstyr ned, hvis kampflypiloterne må skyde sig ud, fordi de ikke vil kunne klare sig ret længe på eksempelvis indlandsisen med det overlevelsesudstyr, der er i F-16 flyene.

 

Samarbejdet med andre dele af Flyvevåbnet har i det hele taget været en vigtig del af F-16 bidragets forberedelser.

 

”Air Transport Wing og Luftgruppe Vest har årelang erfaring med at operere heroppe, og det har vi trukket på i vores planlægning og forberedelse,” siger Søren Ross.

 

Teknikere i Challengerflyet, der følger F-16

Teknikere i Challengerflyet følger F-16-kampflyene tæt, når de patruljerer over Grønland. Foto: Anders Viggo Fridberg / Forsvaret

Under øvelsen Arctic Light patruljerer F-16 flyene og deres følgefly både mod syd, øst og nord. Det er blandt andet planen, at de danske fly skal lande på den amerikanske Pitufik Space Base i nordligste Grønland.

 

Øvelsen omfatter soldater fra alle tre værn, specialoperationsstyrkerne, Hjemmeværnet samt soldater fra Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge.

 

I alt deltager over 550 soldater i øvelsen.

 

F-16 kampfly på patruljer over Grønland i september 2025.

F-16 kampfly på patruljer over Grønland i september 2025. Foto: Anders Viggo Fridberg / Forsvaret