Nye F-35 kampfly ankommer til Flyvestation Skrydstrup.

Nye F-35 kampfly ankommer til Flyvestation Skrydstrup. Foto: Steen Hartov / Forsvaret

Af Flyverkommandoen

 

I går landede fire nye F-35 kampfly i Skrydstrup efter en leveranceflyvning fra Lockheed Martin fabrikkerne i Texas via Azorerne. Flyene ankom som planlagt som endnu et bevis på, at F-35 programmet er i god gænge.

 

”Med ankomsten af de fire fly i går, har vi taget endnu et skridt på vejen til opbygning af F-35 flyenes kampkraft”, fortæller chefen for Flyverkommandoen, generalmajor Jan Dam.

 

For et år siden var der usikkerhed om leveringstakten på de danske kampfly på grund af udfordringer med den såkaldte Technology Refresh 3 (TR-3) opdatering af flyene. Forsvarsministeren måtte orientere forligskredsen om, at udfordringerne kunne få betydning for de politisk fastsatte milepæle for F-35 projektet, men udsigterne ser anderledes ud nu.

 

”Det gode samarbejde mellem Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Flyverkommandoen skaber et solidt grundlag for implementering af F-35 til at løse kampflyenes operative opgaver”, forklarer oberstløjtnant og chef for Flyverkommandoens Kampflyafdeling Casper Børge Nielsen, også kendt under pilotnavnet ’PEL’.

 

4 F-35 kampfly i luften

Foto: Steen Hartov / Forsvaret

Med leveringen i går er der nu 15 F-35A kampfly på dansk jord, mens seks fly fortsat er placeret i USA for træning og uddannelse. Totalt har Danmark investeret i 27 F-35 kampfly, hvoraf de resterende seks er planlagt til at blive leveret inden udgangen af 2026.