Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Forsvaret skal have en mere klar ledelsesstruktur, kunne beslutte og eksekvere hurtigere samt skabe stabile vilkår for opbygningen af kampkraft. Det er de overordnede mål, der ligger til grund for den nye organisering, som skal være med til at fremtidssikre Forsvaret i en tid med et ændret trusselsbillede.
Forsvarschefen besøger soldater ved Oksbøl Kaserne, februar 2024. Foto: Rasmus Franck / Danske Artilleriregiment
Af Forsvarskommandoen
En forandret sikkerhedspolitisk situation kræver et forandret Forsvar. Det er den simple forklaring, der ligger bag den nye organisering, forsvarschefen i dag offentliggør i sin fulde form.
Med den nye organisering går det danske Forsvar ind i en ny fase, hvor organisationen rustes til at kunne håndtere det ansvar og de opgaver, der følger med den igangværende hastige oprustning. I sidste ende handler det om at øge mulighedsrummet til at kunne handle hurtigere og øge den operative effekt, forklarer forsvarschefen.
”Vi har brug for et Forsvar med en øget kampkraft og handlekraft, så vi kan eksekvere både hurtigt her og nu såvel som langsigtet og derved sikre de bedste rammer til at skabe sikkerhed for Kongeriget. Det får vi forudsætningerne for med den nye organisering, hvor flere beslutninger kan træffes hurtigere af de rette folk, så vi sikrer den størst mulige operative effekt hele vejen rundt. På den måde kan vi både udnytte det eksisterende forsvar til fulde, mens vi opruster til fremtiden,” siger forsvarschef general Michael Wiggers Hyldgaard.
I tillæg til overførslen af Personelkommandoen (PKOM) og Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) til Forsvarskommandoen, som blev annonceret i februar, opstilles en ny Økonomi- og Driftsstab i Forsvarskommandoen med ansvar for den økonomiske planlægning. Staben skal blandt andet understøtte forsvarschefens helhedsansvar ved at koble styring og planlægning med et langsigtet drifts- og investeringsperspektiv.
Derudover oprettes en helt ny kommando under navnet Operativ Støttekommando (OSK), der refererer til Forsvarskommandoen. OSK vil spille en vigtig rolle ved at løfte de opgaver, der følger med opbygningen af kampkraft og vil samtidig også skulle kunne forudse at løse operative opgaver både i rammen af national forsvarsplan såvel som indsættelse af danske styrker i udlandet.
OSK opbygges som en styringsniveau II-myndighed i Forsvarskommandoen ved at samle Forsvarets Sanitetskommando (FSK), Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste (FVT), Joint Movement and Transportation Organization (JMTO) samt dele af Supply Chain Division (SCD). Myndigheden vil dermed få ansvaret for den samlede operative logistik og støtte i Forsvaret. Ved sin oprettelse er kommandoen organiseret i et midlertidigt kommandoforhold under ledelse af en interim-stab med hovedsæde i Brabrand. Interim-staben har til opgave at analysere og fastlægge den endelige opgavefordeling samt organisation, der vil munde ud i kommandoens oprettelse i sin endelige form i begyndelsen af 2026.

*Operativ Støttekommando vil efter planen være fuldt oprettet som selvstændig kommando i begyndelsen af 2026. Som styringsniveau II-myndighed i Forsvarskommandoen vil Operativ Støttekommando være på lige fod med værnskommandoerne, AKO og SOKOM.
I tillæg til den særskilte analyse i regi af OSK har Forsvarskommandoen identificeret enkelte særområder med behov for yderligere analyse for at sikre den rette forankring af opgaver og ansvar. Det omhandler bl.a. den lokale it-støtte, partnermodellerne for økonomi og HR, kommunikation, snitfladerne mellem niveau I-II samt interne opgaveforankringer i de nye kommandoer. Disse analyser forventes at blive afsluttet løbende henover resten af 2025 og i begyndelsen fa 2026.