Værnepligtige undervises i mentaltræning

Mentaltræning bliver en fast del af skemaet i den nye værnepligt. Foto: Karoline, Føringsstøtteregimentet / Forsvaret

Af Personelkommandoen

 

Den mentale komponent i Forsvaret er i sig selv ikke en nyhed. Den har altid været til stede i virket som soldat, men teknikkerne, måden man taler om det og underviser i det har ændret sig betydeligt over de seneste år. Med den nye værnepligt, der træder i kraft i 2026, bliver mentaltræning en fast del af skoleskemaet.

 

På Svanemøllen Kaserne i København har militærpsykolog Halfdan Koot, der er ansat i Veterancentret, netop igangsat efterårets MMT Train the trainer-kursus for 20 kursister. MMT står for Militær Mentaltræning og er Forsvarets mentale forebyggelsesprogram, der bygger på teori, viden og praksis med hensigt at styrke de mentale sundhedskompetencer. MMT Train the trainer-kurset har yderligere til formål at uddanne ansatte i programmet, så de bliver i stand til at videreuddanne kolleger. For som Militærpsykologisk Afdeling ved Veterancentret selv påpeger, er der ikke militærpsykologer nok til at uddanne flere tusinde medarbejdere.

 

Blandt kursisterne er både sergenter, en enkelt fra Reserven og en fra Politiskolen samt en håndfuld civile, der enten arbejder med HR, veteraner eller som socialrådgivere for bl.a. de værnepligtige. De har alle tilmeldt sig frivilligt til kurset, men inden længe kommer virkeligheden til at se anderledes ud. Når MMT bliver fast inventar i værnepligtens basisuddannelse, bliver Forsvaret nemlig afhængige af, at der bliver uddannet nok MMT-trænere.

 

militærpsykolog Halfdan Koot

Halfdan Koot underviser i blandt andet målsætning, vejrtrækning, indre dialog og visualisering på MMT Train the trainer kurset. Malene Rønnest / Personelkommandoen

I en brugerundersøgelse udarbejdet af Militærpsykologisk afdeling ved Veterancentret og Center for Militær Fysisk Træning ved Forsvarets Sanitetskommando tilbage i 2021, stillede man godt 3.000 militære medarbejdere spørgsmål omkring deres viden om mentaltræning og deres interesse for samme.

 

Undersøgelsen tydeliggjorde en interesse for mere undervisning i mentaltræning og stresshåndtering, men travlhed, tidspres og manglende færdigheder stod dengang i vejen for flere. Selvom travlhed og tidspres fortsat vil give udfordringer, skal soldater fremover ikke mangle færdighederne.  

 

“Vi prøver ikke at oversælge MMT. Der er ikke noget trylleri i det, og de fleste af os bruger allerede ubevidst mange af teknikkerne til dagligt, men det handler om at gøre det implicitte eksplicit, altså gøre os bevidste, om hvordan mentaltræning kan bruges og hvordan vi, ved hjælp af forskellige teknikker, fx kan blive bedre til at håndtere belastninger,” forklarer Halfdan og tilføjer: “Vi har evidens for, at det virker og mange gode erfaringer fra de militære, som har fået meget glæde af MMT.”

 

Men ikke alle soldater har fået tilstrækkeligt med undervisning i mentaltræning.

 

Forebyggelse frem for reparation

Førnævnte brugerundersøgelse pegede på en manglende viden omkring mentaltræning hos de militære ansatte, men en helt tydelig bevidsthed omkring og holdning til at mental sundhed kunne være afgørende for den operative opgaveløsning. Siden undersøgelsen har Militærpsykologisk Afdeling derfor arbejdet på at udvikle og tilpasse det program, som vi i dag kender som MMT og MMT Train the trainer, med et ønske om at forebygge frem for at reparere.

 

“Jeg har jo arbejdet meget på den anden side - både under og efter udsendelser - og selvom vi altid har haft elementer af forebyggelse, fx i missionsforberedelsen (MISO), så var det dér, jeg første gang for alvor blev opmærksom på et hul,” fortæller Halfdan. Det blev startskuddet til at udvikle et program, der både er realistisk og anvendeligt i en militær sammenhæng.

 

I MMT præsenteres medarbejderne for nogle helt basale teknikker, som alle kan forholde sig til. Kurset rummer en vidensdel, praktiske teknikker, selvrefleksion og gruppeøvelser, og i den udvidede version (MMT Train the trainer), som er et to-dages kursus, trænes kursisterne desuden i at videreuddanne elever og kolleger og implementere MMT i deres egen operative eller civile virkelighed.

 

Halfdan lægger ikke skjul på, at undervisningen skal foregå på en måde, der giver mening for dem, og at det ofte er bittesmå ændringer i kulturen, som kan have størst betydning:

 

“Vi har fx et redskab, der hedder OSK - operativ stresskontrol. Det er et redskab, som man kan bruge til at identificere stresssymptomer hos sig selv eller en kollega og tale ud fra. OSK arbejder med farver, så for nogle vil det være langt mindre grænseoverskridende at sige: “jeg er gul på OSK’en” frem for: “jeg føler mig ekstra påvirket i øjeblikket”. Det kan for nogen virke tosset, men i et miljø, hvor man ellers er primet til at bide smerten i sig og løbe det væk, kan sådan et værktøj give utrolig god mening.”

 

Trætte værnepligtige

På kurser i mentaltræning præsenteres medarbejderne for nogle helt basale teknikker, som alle kan forholde sig til. Foto: Sophia Jakobsen / Forsvaret

De unge vil gerne passe på sig selv

Netop den slags konkrete redskaber har de efterspurgt i værnepligten. Tilbage i 2023 havde Værnepligtsrådet selv emnet mental sundhed på dagsordenen til Landstaslmandsmøde og det giver god mening ifølge Halfdan:

 

“De unge i dag efterspørger mere transparens og konkrete redskaber. MMT giver dem netop det – en struktureret, evidensbaseret tilgang, der gør det lettere at forstå, hvordan man håndterer udfordringer og pres,” siger Halfdan.

 

Og med den længere værnepligt, kan netop det mentale få en afgørende betydning for, om de unge formår at holde sig selv i det i 11 måneder. De værnepligtige vil efter planen blive præsenteret for MMT tidligt i forløbet, så de kan træne teknikkerne over tid og bruge dem aktivt i deres udvikling. Det er allerede testet på Aalborg Kaserner på Flyvevåbnets basisuddannelse, og tallene er positive.

 

“Vi kan ikke sige med sikkerhed, at det udelukkende skyldes MMT, men hold, der har gennemgået MMT-programmet har et lavere frafald end tidligere hold. Sammenhængen er interessant og påfaldende, og det giver håb om, at mentaltræning også kan bidrage til fastholdelse.”

 

Ud over fastholdelse håber Militærpsykologisk Afdeling ved Veterancentret på, at MMT og det øgede fokus på mental sundhed kan gøre værnepligten mere attraktiv. Han ser det som en stor motivationsfaktor, at de unge ikke kun får militær erfaring, men også lærer hvordan de fungerer, reagerer og kan udvikle sig mentalt.

 

Værnepligtsrådet er ligeledes meget positivt stemt over for udviklingen:

 

“I den nye værnepligt kommer alle til at have en form for operativt virke, så det er vigtigt, at de unge mennesker er robuste - både fysisk og mentalt,” fortæller Emmely Søgaard Hansen, rådsmedlem i Værnepligtsrådet. Lise Frehr Holm Nielsen, som også er rådsmedlem i Værnepligtsrådet bakker hende op:

 

“Det er rigtig fedt, at de værnepligtige får den her viden og de her teknikker, inden de potentielt får rigtig brug for dem, i stedet for at de først skal opsøge hjælp, når de står og mangler.”

 

militærpsykolog Halfdan Koot

Halfdan Koot på Svanemølle Kaserne. Foto: Malene Rønnest / Personelkommandoen

På Svanemøllen Kaserne er MMT Train the trainer kurset færdigt efter to intense dage med undervisning, og kursisterne får mulighed for at evaluere på det, de tager med derfra. En af de gode pointer fra de militære på kurset er, at MMT ikke skal komme udefra, når fx de værnepligtige skal modtage undervisningen. Og det støtter Halfdan 100 % op om:

 

“Erfaringen viser, at når ledelsen bakker op, gør medarbejderne det også. Når en fører fx siger: “Det her synes jeg er spændende og vigtigt”, så forplanter den holdning sig hurtigt til resten af enheden. Det skaber en kultur, hvor mental træning bliver legitimt og meningsfuldt, så vi kan kun håbe, at de militære vil tage godt imod det.”

 

Der er dags dato uddannet 1200 MMT-trænere.

Militær Mentaltræning

Militær Mentaltræning er et af Veterancentrets forebyggende tiltag, som skal give soldaterne redskaber til at håndtere stress.


Du kan læse mere om Militær Mentaltræning og Veterancentrets tilbud til soldater og veteraner før, under og efter udsendelse her.