Danske infaterikampkøretøjer under konkurrence i Tyskland.

Danske infaterikampkøretøjer under konkurrence i Tyskland. Foto: Heidie Mulder / Nederlandsk Forsvar

Af Forsvarskommandoen

 

Her i starten af juli er mange gået på sommerferie, men det gælder ikke alle soldater i Hæren. Et hold soldater fra Panserinfanterikompagniet Ruder 4 ved Jydske Dragonregiment knokler og sveder bravt i den tyske sommerhede i dysten mod kolleger fra Estland og Holland.

 

Holdet består blandt andet af en håndfuld professionelle kampkøretøjsbesætninger, der deltager i General Van Uhm Trophy 2025. I konkurrencen dyster CV90-besætninger på en række forskellige militære discipliner - fra skarpskydning for enkeltvogn og deling over skydning i simulator til førstehjælp og materielkending.

 

Skarpskydningen inkluderer blandt andet skydning mod droner, hvilket ikke er nogen helt let disciplin. Det er til gengæld særdeles relevant, hvilket observationer fra krigen i Ukraine også understreger.

 

”Når enhederne deltager i militære konkurrencer, konkurrerer personellet først og fremmest på de faglige færdigheder, men det handler i høj grad også om at  mødes samt at udveksle viden og erfaringer med kolleger fra andre lande og høre om andre landes udviklingstendenser,” fortæller Henrik Lyhne, der er næstkommanderende i Hæren.

 

soldater i samtale med internatinale kollegaer under konkurrence i Tyskland

Foto: Heidie Mulder / Nederlandsk Forsvar

Deltagelsen i militære konkurrencer bidrager således på mange måder til at højne både faglighed og uddannelsesniveau.

 

”Kompagniet har anvendt konkurrencen til at styrke netop faglighed og niveau for alle kompagniets køretøjsbesætninger, selvom Ruder 4 kun deltager i konkurrencen med fire køretøjer plus to i reserve. På den måde har hele kompagniet draget nytte af forberedelserne til konkurrencen,” fortæller kaptajn Mathias, der er chef for Ruder 4.

 

Selvom det primære formål med at deltage i konkurrencen er dysten på militære færdigheder, er der også fokus på det sociale. Pauser anvendes blandt andet til “at sparke dæk” og mødes på kryds og tværs af lande og enheder. Herudover sender konkurrencen også et stærkt signal til omverdenen om sammenhold og professionalisme indenfor NATO-alliancen.

 

Den hollandske 43. Brigade er arrangør, men konkurrencen gennemføres af pladshensyn i det tyske skydeterræn i Bergen Hohne.

 

Hæren deltog tidligere i år i en international morterkonkurence i USA med morterbesætninger fra XIII Lette Infanteribataljon, Hæren arrangerede samt deltog i Danish International Sniper Competition 2025 i Danmark i slut juni samt deltog i og vandt en stor finskyttekonkurrence i Litauen.