OSCE

Repræsentanter fra 33 nationer i OSCE-samarbejdet besøger i denne uge flere danske militære installationer. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste

Af Forsvaret

 

I Danmark har repræsentanterne fra 33 OSCE-medlemslande gennem de seneste dage besøgt Flyvestation Karup og kasernerne Oksbøl og Holstebro, hvor de er blevet orienteret om opgaverne og fået indsigt i faciliteterne, soldaternes hverdag og materiellet.  Besøgene gennemføres som led i Wien-dokumentet, der skal styrke gennemsigtighed, tillid og sikkerhed mellem medlemslandene.

 

"Danmark lægger stor vægt på at være en åben og aktiv deltager i det internationale samarbejde om tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger. OSCE og Wien-dokumentet er vigtige redskaber til at opretholde dialog og forebygge konflikter, og det er ganske enkelt nemmere at undgå konflikter og misforståelser, når vi på et vist niveau kender hinanden og har en god dialog landene imellem," forklarer Anders S. Børgesen, der er chef for “Verifikation” i  Forsvarskommandoen, og som er arrangør af besøget.

OSCE

Den første nation i OSCE-samarbejdet, der introducerer et nyt våbensystem af en vis kaliber, skal demonstrere det for de øvrige nationer inden for et år efter operativ ibrugtagning. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste.

Alle medlemslande i OSCE er forpligtet til at gennemføre et besøg af den karakter hvert femte år. Derudover skal landene også demonstrere nye våbensystemer af en vis kaliber for hinanden senest et år efter, de tages operativt i brug.

 

I år er deltagerne derfor blevet præsenteret for både de nye danske Atmos artilleri-systemer, PULS raketkastere samt Eagle V med påmonteret Spike-missil, da Danmark er det første land i OSCE, som har taget netop de systemer i brug.

 

"I år har vi gjort en særlig indsats for at få repræsentanter med fra nationer, som normalt ikke deltager i disse arrangementer – blandt andet fra mange af de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien og Kaukasus. Det er lykkedes over al forventning og i en tid præget af store sikkerhedspolitiske spændinger og geopolitisk usikkerhed er tillidsskabende aktiviteter, som det her, nok vigtigere end nogensinde før."

 

Foruden de rent militære indslag i programmet, er der også et element af kulturudveksling under besøget.

 

"Deltagerne fra f.eks. de tidligere Sovjetrepublikker i Centralasien har ikke nødvendigvis noget stort forhåndskendskab til vores del af verdenen, så vi gør også noget ud af at vise dem, hvordan livet her i vores land er - derfor har de blandt andet har de besøgt Vesterhavet, Mønsted Kalkgruber og Lego i Billund. Vi tror på, at den slags også er med til at fremme forståelsen mellem os på tværs af geografiske og kulturelle skel."

 

Selvom overholdelse af traktater af denne slags er under pres - ikke mindst efter Rusland invasion af Ukraine - så er de ifølge oberstløjtnant Hans Zettermark fra det svenske forsvar, der er talsmand fra de deltagende nationer, ekstra vigtigt at gennemføre besøg som det aktuelle.

 

"Det her er nok den sidste traktat af sin slags, som faktisk virker. Det skaber rent faktisk tillid blandt dem, som vælger at deltage, og Danmark kan være stolte af at have fået mange nationer med, som ellers ikke plejer at deltage. Det er ikke kun en hensigtserklæring på papir, for det manifesterer sig i reel opbygning af relationer og tillid imellem vores nationer".

OSCE

På Flyvestation Karup får repræsentanterne - foruden helikoptere - også  forevist blandt andet Military Working Dogs. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste